Stadig danske pladser på Blechexpo
Det er stadig mulighed for at få foden indenfor på den danske fællesstand på Blechexpo-messen i Stuttgart i efteråret. Den er en af verdens førende med fokus på de komplementære teknologier tyndpladebearbejdning og sammenføjning.
Messen finder sted hvert andet år i Stuttgart og har med 1.100 udstillere fra over 35 nationer formået at tage en førende position i Europa.
Blechexpo havde tilbage i 2015 hele 38.136 besøgende fra 110 forskellige lande. På messegulvet vises hele værdikæden omkring pladebearbejdningen, og ifølge messen selv gælder det fokus på termisk og mekanisk skære-, sammenføjnings- og forbindelsesteknik, og dertil kommer anlæg, udstyr, værktøj og basismaskineri.
|
Service og sprog følger med
Danmarks Generalkonsulat i Hamburg og Center For Underleverancer (CFU) arrangerer den danske fællesstand, hvor man som udstiller får rig mulighed for udelukkende at koncentrere sig om at udvide sit internationale netværk og generere nye leads, da Generalkonsulatet og CFU står for organisering af det praktiske. Det gælder kontakt til messen, komplet stand med opbygning og nedtagning af denne, annonce i messekatalog og andre praktiske ting.
Og der er fortsat plads på fællesstanden i Stuttgart med tilmelding sidst i august.
Derudover kan udstillere få sproglig assistance, og der sørges for drikkevarer og snacks på standens fællesområde. Den danske fællesstand er placeret i hal 5 på stand nummer 5406.