23948sdkhjf

I praktik med robotter

Et praktikophold hos Teknologisk Institut har givet en ingeniørstuderende et indblik i robotindustrien - og hvordan man laver robotteknologi i tæt samarbejde med operatørerne på gulvet

Simon Billegrav Gejl har, som en del af sin uddannelse til diplomingeniør i maskinteknik, været fem måneder i praktik hos Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi.

Med en bachelor som teknisk audiolog, valgte han at skifte retning og forfølge sin drøm om at arbejde med maskiner. Naturligt med en far, der har været Formel 1- og Le Mans-mekaniker.

- Jeg har nok arvet en fascination for maskiner i en tidlig alder, men aldrig rigtig troet på, at det var noget for mig. Man skal dog nok prøve det, før man ved det, siger Simon Billegrav Gejl, og fortsætter:

- Fascinationen af robotter startede for mig, da jeg blev studentermedhjælper hos firmaet Orbiloc, der laver sikkerhedslygter til løbere og hunde. Her kom jeg til at hjælpe Orbiloc med at håndtere en robot i deres produktion. Jeg kunne se potentialet og de mange anvendelsesmuligheder, der ligger i robotter og automation, og ville gerne i den retning. Her fandt jeg ud af, at Teknologisk Institut er samlingspunkt for robotteknologi, og at de arbejder fremsynet med robotteknologi.

Fået lov til meget
Som praktikant hos Teknologisk Institut har Simon Billegrav Gejl været vidt omkring i det robotteknologiske felt.

- Jeg har ageret assistent for en af husets eksperter, der besidder stor viden og mange års erfaring inden for konstruktion af robotanlæg. Han gav mig opgaver med at tegne og simulere robotanlæggene, som vi kunne vise kunder, siger Simon Billegrav Gejl.

- Som praktikant har jeg fået lov til mange forskellige ting, og udover at arbejde med 3D-tegninger og simuleringer har jeg været med til de praktiske ting som at måle og tegne op til opstilling af robotter. Jeg har blandt andet også tegnet og lavet 3D-print af gribeværktøjer og andre komponenter til robotter.

Robotnetværk for fuld styrke
Simon var heldig at opleve det danske robotnetværk på tæt hold, da Dansk Robot Netværk (DIRA) holdt sit årlige roadshow, hvor netværkets medlemmer i løbet af en uge fremviser det nyeste robotteknologi forskellige steder i Danmark.

DIRA Roadshow sluttede hos Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi med et "robotbrag", hvor over 500 gæster besøgte centerets robotinnovationshaller.

- Jeg var ansvarlig for teknikken på DIRA Roadshow. Var med alle dage og sørgede for at trække ledninger til robotterne og sikre, at alt kørte optimalt. Jeg var altså med i maskinrummet på det her store setup sammen med de bedste danske robotintegratorer og robotproducenter. Her kunne jeg se det danske robotnetværk på fuld styrke og opleve virksomhedernes innovative robotløsninger på helt tæt hold.

Ud over de praktiske arbejdsopgaver, det medfører at være praktikant, har Simon erfaret nogle helt grundlæggende egenskaber og metoder, der kræves for at kunne bygge bedre robotter.

- Det er vigtigt at snakke med operatøren, der har fingrene direkte i virksomhedens produktionsprocesser og blive klogere på, hvordan han gør. Det kan være svært for operatøren at forklare, men så er man nødt til at observere det, så man får indsigter i det. Man skal agere antropolog, der bliver klogere på en menneskelig proces, før man skal gøre sig nogen forhåbninger om at lave robotteknologi, der kan varetage samme proces, siger Simon.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.158