23948sdkhjf

PLC’en skal styre robotten i fremtiden

Integration mellem robotter og PLC-styring bliver et af de næste afgørende automationsskridt - tendensen sætter præg på HI-messen.

Der er fyldt med robotter og PLC-styringer på HI-messen i Herning. Men det er alt for få steder, at robotterne og PLC-styringerne taler sammen. Så når der skal foretages radikale ændringer i et produktions setup, skal der både en PLC-programmør og en robotprogrammør ud. Mange steder har virksomheden PLC-kompetencer i huset, mens der må tilkaldes ekstern bistand til robotterne.

Nu melder flere automationshuse sig på banen og udpeger netop integration mellem robotter og maskiner, som det næste automationsskridt.

- Jeg skal ned i robothallen og se nærmere på, hvordan vi øger integrationen mellem automationsdelen og robotdelen. Det tror jeg, bliver det næste automationsskridt i den danske industri. I dag er det forholdsvist dyrt have specialister til både PLC-styring og robotprogrammering. Hvis vi kan integrere de to elementer, og eksempelvis styre robotter via PLC’er, vil det være store optimeringsmuligheder, siger Michael Nielsen, adm. direktør i Beckhoff Automation.

Det er ikke kun Beckhoff Automation, der har sporet sit strategiske arbejde ind på integration.

Tidligere i år fortalte Carsten Clemensen, adm. direktør i B&R Industriautomatisering, om netop det tema i en artikel i fagmagasinet Jern & Maskinindustrien.

- Der foregår meget parallelt arbejde i dag, hvor man typisk har købt en robot, lavet et interface til robotten, og så skal der både en robot- og en automationsprogrammør ud for at afslutte implementeringen. Vores mål og ambition er at skabe en langt højere grad af integration, så der kun er én mand, der skal ud til hele opgaven. Vi vil gerne være dem, der kan lave en totalintegration, uanset robotmærker og maskiner. Vi har allerede et strategisk samarbejde med Comau Robotics, hvor der arbejdes på en åben platform så robotten integreres uden problemer i den maskinløsning den skal køre på. Det kalder vi OpenRobotics, og vi har allerede leveret to komplette løsninger, sagde Carsten Clemensen.

Uddannelserne følger med
På industriteknikeruddannelsen hos Next i København har man både investeret i robotter og i moderne bearbejdningscentre. Men fremtidens industriteknikere bliver hverken PLC eller robotspecialister. De skal kunne lidt af det hele.

- Vi opruster på robotteknologi og har i år købt tre nye robotter fra Fanuc og Universal Robots. Men det er vigtigt for os, at vi ikke kører et parallelt spor med robotter uden om CNC-maskinerne. Vores lærlinge skal kunne både kunne betjene et fem-akset fræser og få robotten til at hjælpe til, siger Søren Engel, uddannelsesleder på industriteknikeruddannelsen på Next København i Emdrup.

Artiklen er en del af temaet HI-messen 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109