23948sdkhjf

Sparer hundreder af tons stål

I juli 2015 modtog Flonidan en ordre på 1 million gasmålere fra ejerne af det hollandske naturgasforsyningsnet bestående af Liander, Stedin, Delta Netwerkbedrijf og Westland.

Forud for ordren er gået års udviklingsarbejde, og nu har Flonidan modtaget en pris ikke bare for udviklingen og produktionen af gasmåleren – men for den række tiltag inden for bæredygtighed og CSR, virksomheden har gennemført efterfølgende – med udgangspunkt i ordren fra Holland.

I tirsdags modtog Flonidan nemlig 360 graders prisen i kategorien Etablerede virksomheder. 360 graders prisen uddeles af de tre organisationer Dansk Erhverv, Green Network og Dansk Initiativ for Etisk Handel og hylder de virksomheder, som skaber innovation og forandring i samfundet ved at tænke i nye baner og ved at udvikle løsninger, der gør en positiv forskel – i samfundet og på virksomhedens bundlinje.

Og det er altså her, Flonidan modtager prisen for en innovativ og bæredygtig produktløsning, som samtidig har vist sig profitabel og skalerbar.

- Vi har bevist, at bæredygtighed og god forretning kan gå hånd i hånd. Vi er meget stolte over prisen og ser den som en anerkendelse af, at vores holdning til ansvarlig produktion er rigtig, og at der selv i en etableret industri kan skabes forretning i ansvarlig produktion og ressourcestrategi, sagde direktør Sten Dyrmose umiddelbart efter prisoverrækkelsen.

357 gram mindre stål
Det var HSE koordinator Buggi Widell og direktør Sten Dyrmose, der fik overrakt prisen, efter at alle finalister havde fremlagt deres forretningsmodel foran en jury af topfolk fra dansk erhvervsliv

- Når man masseproducerer, så har selv den mindste ændring en stor betydning, sagde Buggi Widell i sin pitch og tilføjede:

- Vi har blandt andet mindsket stålindholdet per måler med 357 gram, og selvom det ikke umiddelbart lyder af meget, så svarer det til en reduktion på flere hundrede tons om året. 

Nomineringen og prisen følger oven på et godt år for Flonidan, som i 2017 har etableret sig på det engelske marked og haft stort succes med salget af sine smarte gasmålere. 

 Hvad angår ordren i Holland, så har Flonidan dags dato leveret 250.000 enheder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094