23948sdkhjf

Kæmpe interesse for auktion på togfabrik

Alt udstyr fra Randers Togfabrik er sat på auktion, og de første hammerslag gik til priser langt over forventning

Det er en mere end 150 år lang æra, der slutter, når Randers Togfabrik endegyldigt lukker og slukker i løbet af de næste måneder.

Men inden de store fabrikshaller skal rives ned og bygges op til blandt andet boliger, skal hallerne tømmes for alt fra hus-høje donkrafte til finmekanisk værktøj.

Campen Auktioner i Randers har påtaget sig opgaven at formidle grejet videre til interesserede aftagere.

- Der er omkring 3.000 forskellige emner, så vi har delt auktionen op i 12 delauktioner. De første fire auktioner er afholdt, og her er det gået over al forventning, og alt er solgt. De næste fire auktioner er aktive nu, mens de sidste fire auktioner bliver oprettet i midten af oktober, siger Anette Kjær, PR og marketing manager i Campen Auktioner.

Et Randers-ikon lukker ned

- Det er en noget speciel situation for mig at være med til at lukke ned her, siger produktionschef Anders Hansen, som har haft sit virke på Randers Togfabrik i 40 år, og fortsætter:

- Togfabrikken har været en værdifuld – og for mig fantastisk – arbejdsplads for Randers gennem generationer, og vi har i perioder været op imod 1.200 ansatte, som har repræsenteret stort set alle faggrupper. Så der er rigtig mange mennesker, der gennem tiden har været i berøring med fabrikken på den ene eller anden måde, fortæller han.

Man behøver dog ikke at have været tidligere ansat for at redde sig en souvenir fra fabrikken.

- Vi har solgt til både store maskinfabrikker og efterlønnere med et værksted i garagen. Det meste udstyr er af ældre dato, og har været rigtig godt vedligeholdt, men kun mangler at blive kalibreret, siger Anette Kjær.

Luftpude til de helt store løft
Listen over udbudte varer bærer klart præg af, at det er store konstruktioner, der er blevet arbejdet med i virksomheden.

Et af de mere spektakulære lot-nummer-rækker, der er til salg, er de såkaldte "luftpuder". Da man i sin tid byggede vognkasserne til IC3-togene blev luftpuderne brugt til at transportere vognene rundt i fabrikshallerne. Således var det muligt for kun to mand at flytte de 40 tons tunge vognkasser omkring i fabrikshallerne.

Hvis man står og skal flytte et par S-tog, kan man også investere i donkrafte, som er noget større, end hvad man finder i bagsmækken på en gennemsnitlig Skoda Octavia. De kan nemlig løfte hele vognsæt og blev brugt, da fabrikken i sin tid leverede en række S-togstammer til København.

- De store konstruktioner er der ikke den store efterspørgsel på, fordi de eksisterende togfabrikker kun investerer i nyt udstyr. Så man kan gøre en god forretning på det store udstyr, for eksempel traverskraner eller luftpuder, mens der er meget mere rift om standardudstyret i mindre størrelse, siger Anette Kjær.

Det er eksempelvis skruemaskiner, nitte- og sømpistoler, fugepistoler, slibemaskiner af forskellig art, ligesom man kan erhverve sig masser af professionelle svejseværk fra fabrikken.

Udkonkurreret af italienere
Siden fabrikkens spæde start i 1861 har hundredvis af vognsæt og andet togmateriel forladt fabrikken – helt fra de togvogne, der blev fremstillet ved etableringen af de første jyske jernbanestrækninger i midten af 1800-tallet til IC3-tog til Danmark, Sverige og Israel.

Det blev imidlertid småt med opgaver, da DSB i begyndelsen af dette årtusinde valgte at placere en ordre på de nye IC4-tog hos italienske Ansaldo­Bredo.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125