23948sdkhjf

Nu kan industrivirksomheder også få venturekapital

Ny milliardfond vil skyde penge i industrier, der griber den 4. industrielle revolution.
Industrivirksomheder får nu også mulighed for at modtage kapital fra venture-fonde, der ellers typisk investerer i IT og Biotek.

En ny kapitalfond, Nordic Alpha Partners, satser på at udvikle nye højteknologiske industrivirksomheder, der tager den 4. industrielle revolution til sig. Det vil sige, at de begynder at arbejde med robotter, kunstig intelligens, 3D print og andre digitale teknologier.

”Vi tror på, at der nu sker noget inden for teknologien for almindelige fremstillingsvirksomheder, der gør, at de kan blive til højvækstvirksomheder," siger fondens leder, Ulrik Jørring, der kommer fra en stilling i Vækstfondens venturefond. Her stod han bag investeringen i robotvirksomheden Universal Robots i Odense, som Vækstfonden solgte i 2015 for to mia. Kr. til amerikanske Terradyne.

Den nye fond har rejst godt 900 mio. Kr. og satser på at nå over en mia. kr.

Tæt på virksomhederne
Af den ene mia. skal ca. 500 mio. kr. investeres i godt 20 virksomheder, mens resten reserveres opfølgningsinvesteringer. Der satses på virksomheder med en omsætning på mellem 20 og 150 mio. kr. De skal være placeret i Danmark, i Sydsverige eller i Nordtyskland.

Fonden har godt 900 mio.

500 mio. investeres i 20 virksomheder
Omsætning skal være fra 20 og 150 mio.
Placeret i Danmark, Sydsverige eller Nordtyskland.
”Vi vil gerne være tæt på virksomhederne, og derfor skal de i første omgang ligge indenfor en dags køreafstand”, siger Ulrik Jørring.

Tæt på virksomhederne skal forstås i helt bogstavelig forstand. Den nye fond adskiller sig nemlig fra andre venturefonde ved ikke alene at have partnere, der investerer i virksomheder og følger op på dem med bestyrelsesarbejde.

Fonden har også to såkaldte ”operational partners” som har baggrund i industrien og vil arbejde tæt sammen med virksomhederne om deres udviklingsprojekter.

Desuden råder den nye fond over et stort netværk af specialister, som kan sættes ind i virksomhederne i kortere eller længere tidsrum og bistå dem med udviklingsopgaver.

Op til ledelsen
Baggrunden er bl.a. at der i industrielle udviklingsvirksomheder er stor mangel på folk med de rette kompetencer – bl.a. ingeniører. Desuden kan der i virksomhederne være behov for at supplere de kompetencer, som ledelsen allerede har.

”Vi stiller eksperter til rådighed, men det er i sidste ende op til virksomhedernes ledelser om de vil benytte dem”, forklarer Ulrik Jørring.

Blandt investorerne i den nye fond er ATP, Vækstfonden og Chr. Augustinus Fabrikker.

Også en del private investorer har skudt penge i fonden – bl.a. den tidligere direktør for Universal Robots, Enrico Krogh Iversen.

Fonden har også fået kapital fra tre særlige rådgivere. Det er Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand i Maersk og tidligere adm. direktør i den store tyske IT-virksomhed SAP, Ole Andersen, bestyrelsesformand i Danske Bank, B&O, tidligere partner i kapitalfonden EQT og Christian Clausen, tidl. Koncernchef i Nordea.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156