23948sdkhjf

Når automation møder det klassiske håndværk

På Volstrup Teglværk former man stadig visse typer tagsten med håndkraft. Men alt andet lader man robotterne om.

En mand, en skive ler, formværktøjer og en ovn. På Volstrup Teglværk laver man stadig tegl på den måde, der i sin tid grundlagde håndværket. Meget forenklet sat op.

- Sådan har man lavet tagsten i tusind år. Måske mere. Om lidt skal vi levere en ordre til Nyborg Slot på 15.000 sten. Det kommer til at tage lidt mere end en uge, griner Leif, der er en af folk, der er sat på opgaven med at levere nye tegl til slottet på Fyn.

Billedserie: Sådan bliver en håndstrøgen teglsten til.

Slotte og Nyboder
Leifs arbejde er alt andet en automatiseret. Værkstedet er rustikt, støvet, og der står en trillebør af planketræ i midten – en helt anden verden, end den der foregår skråt bagved i produktionshallen, hvor robotterne har summet siden 2007.

Men den ene type produktion kan ikke erstatte den anden, for ikke alt kan automatiseres, siger Carsten Larsen, der er ansvarlig og altmuligmand i produktionen på Volstrup Teglværk lidt uden for Sæby.

Det er det eneste teglværk i landet, der leverer de særlige håndstrøgne tagsten til Danmarks slotte, husene i Nyboder, Danmarks Designmuseum og andre bevaringsværdige bygninger med nogle år på bagen.

- Vi har robotter til det, der giver mening. Men det håndværksmæssige i de specielle tagsten giver ikke mening automatisere. De bliver for nøjagtige, og det går ikke, når de skal ligge på de gamle, ikoniske bygninger, forklarer han.

De første robotter kom til Volstrup Teglværk for 10 år siden, som en del af at forbedre arbejdsmiljøet. Før sommerferien installerede Ceratec  yderligere fem nye Fanuc-robotter på fabrikken til at håndtere de specielle tegl.

- Det er hele tiden balancen mellem at skabe et godt arbejdsmiljø for de ansatte og stadig have respekt for håndværket. Vi har automatiseret, hvor vi kan, og hvor det giver mening i forhold til at få de sten, de bygninger kræver, siger Carsten Larsen.

Uens med vilje
De gamle bygninger bliver renoveret ud fra datiden æstetik for at bevare udtrykket fra den gang. Så selvom kvaliteten opfylder nutidens krav om frostsikkerhed, tæthed og så videre, så falder stenene forskelligt ud med hensyn til længder, tykkelser og overfladefinish, som det nu gør med arbejde i hånden.

- Men det har også sin charme. Arkitekterne vil gerne have de unikke sten til den type bygninger. Blandt andet reflekterer lyset anderledes på en ujævn overflade, end det er tilfældet ved de maskinproducerede sten, der er helt ens fra inderst til yderst, siger Carsten Larsen.

0 kg løft
Så mens selve støbningen af specialstenene foregår i Leifs kyndige hænder, løser robotterne løfteopgaven med at flytte stenene fra A til B. Dette har betydet en markant forskel for de ansattes dagligdag, siger Carsten Larsen.

- For hver sten blev der førhen løftet op imod 35 kilo, og det kan blive til flere tusind kilo for hver mand hver dag. Nogen gange også løft fra gulvhøjde til op over skulderhøjde, og det slider rigtig meget, og det må man slet ikke mere. Med robotterne kan vi nøjes med at bearbejde stenene, og så flytter robotterne dem videre på transportbåndene, ind og ud af ovnen og pakker dem på paller. Vores løft er reduceret til 0 kilo i løbet af en dag, siger Carsten Larsen.

En af robotterne har blandt andet til opgave at løfte tre sten hen foran et gitter. På den anden side står en medarbejder og besigtiger stenene for revner og sprækker og alle dem, der duer, kommer videre på transportbåndene og ud i virkeligheden. Resten bliver slået til skår i en rest-kasse.

- Vi er nødt til at have menneskeøjne på den del af opgaven. Robotter kan meget, men de kan ikke kvalitetssikre lige på det her punkt, siger Carsten Larsen.

Fakta

  • Volstrup Teglværk er en del af BMI-koncernen (Braas Monier Icopal), der har hovedsæde i London.
  • Teglværket har 24 ansatte.
  • Anlæggets kapacitet er 600.000 håndstrøgne teglsten pr.år. Derudover har Volstrup også en linje med maskinfremstillede standardsten til mere almindeligt husbyggeri.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172