23948sdkhjf

Beboere og altanfirma vidste intet

Hverken andelsboligforeningen AB Uranienborg eller altan- leverandøren Altana har haft kendskab til, at stålvirksomheden Danske Smede og Montage har fremstillet 18 altaner til Nørrebro uden gyldigt CE-mærke.

Alle er glade, da andelsboligforeningen AB Uranienborg på Nørrebrogade i København sidste år får sat 18 altaner op i baggården fra altanvirksomheden Altana.

Men nu viser det sig, at de bærende stålkonstruktioner ikke har de lovpligtige CE-mærker, ligesom producenten af altanerne ikke har det nødvendige certifikat til at fremstille og sælge bærende stålkonstruktioner.

Det viser en aktindsigt fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, der har truet virksomheden bag, Dansk Smede og Montage, med politianmeldelse. Smedevirksomheden er nu konkurs.

Formand overrasket
Det er først, da Jern & Maskinindustrien kontakter bestyrelsesformanden i andelsboligforeningen, Johannes Bjerrum, at formanden bliver opmærksom på de manglende CE-mærkninger af altanerne.

- Det er nye informationer for os, og det er absolut ikke en rar følelse. Det er ubehageligt og har givet anledning til straks at få afklaret, om der var et ansvar at placere, og om vi kan bruge altanerne. Det har straks givet anledning til at stille en række spørgsmål til vores rådgivere og administrator, siger Johannes Bjerrum, formand for andelsboligforening AB Uranienborg på Nørrebro i København.

Andelsboligforeningen har også kontaktet Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen for at høre nærmere. Her forklarer styrelsen ifølge Johannes Bjerrum, at styrelsen havde mulighed for at kontakte Københavns Kommune, som ville kunne gribe ind i sagen. Styrelsen var dog af den vurdering, at sagen har været af mindre alvorlig karakter, og man har ikke foretaget sig noget.

- Vores altanprojekt har i forvejen været besværligt, fordi en anden underleverandør er gået konkurs. Det klæder vores rådgiver Ark-Tek og leverandør Altana, at de har reageret hurtigt og straks har undersøgt sagen, siger Johannes Bjerrum.

Det er det københavnske altan-firma Altana, der har stået for montering af de 18 altaner på Nørrebrogade. Her var man heller ikke klar over, at CE-mærkningen er ugyldig.

Altana: Vi handlede i god tro
- Det anede vi ikke. Vi har købt altanerne af Stålkompagniet, som var professionelle med mange års erfaring fra branchen. De har tegnet og projekteret altanerne, og selvfølgelig var CE-mærkningen og ydeevnedeklarationerne en klar del af aftalen, hvilket vi også fik, siger Morten Karlshøj, partner og planlægningsansvarlig i Altana.

Altanerne er på foranledning af Altana blevet udsat for ekstra svejsetest, før de blev monteret. Det skete på foranledning af Altana, som ville være sikre på kvaliteten.

- Vi har haft Force Technology til at udføre svejsekontrol af altanerne for at være på den sikre side, siger Morten Karlshøj.

Stålkompagniet har ikke ønsket at kommentere sagen, men oplyser at de er i gang med at undersøge sagen.

Læs også: 18 altaner solgt med ugyldigt CE- mærke

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093