23948sdkhjf

Rockwell speeder op for dataanalyse

Rockwell Automation leverer en ny software, Scio, som af sig selv kommer med forslag til, hvordan data fra produktionen kan analyseres og fremstilles i grafer.

Udviklingen går rigtigt stærkt, når det gælder dataanalyse i industrien. Det amerikanske automationsfirma Rockwell Automation lancerede for et år siden en enhed med indbygget software, Analytics for Devices.

På Rockwells Automation Fair i Houston for nyligt kunne virksomheden så annoncere programmet Scio, som kan samle og analysere data fra et helt produktionsanlæg. Programmet skaber endda på egen hånd en række analyser af effektiviteten i produktionen uden noget menneskeligt input.

Så alene ved at koble programmet til sit anlæg får man de første analyser præsenteret.

Dem kan man som bruger anvende eller kassere. Man kan også tilrette dem, så de passer bedre til netop det produktionsanlæg og til netop det, man gerne vil vide mere om.

Mange funktioner
Project Scio har en lang række funktioner, som man kan vælge imellem. De kan vælges som ikoner og sættes sammen efter eget ønske.

- Vi prøver at lave det simpelt, så det bare er et spørgsmål om drag-and-drop, siger John Genovesi, direktør for informationsløsninger hos Rockwell.

Project Scio lægger sig oven på Rockwells FactoryTalk.

- Virksomhederne, som jeg besøger, vil gerne have analyseværktøjer. De har mange "øer af informationer" liggende rundt omkring, og de har brug for noget til at binde de data sammen, siger Sean Slavin, dataingeniør og teknisk konsulent inden for analyseværktøjer.

Tredimensionel datakube
Han siger, at Rockwell til programmet har lavet en "tredimensionel" datakube, som gør det væsentligt lettere at finde data og korrelere dem.

Rockwells direktør for informationssoftware, Andrew Ellis, sagde under sit indlæg, at Rockwell med Scio bevæger sig opad på informationsstigen fra ren beskrivelse af hvad der sker, og op imod en forudsigelse af, hvad der vil ske, og hvordan man eventuelt kan forhindre det i at ske.

Rockwell har taget sin egen medicin og indført de intelligente systemer. Dermed er produktiviteten vokset med 5 procent i Rockwells produktion.

Scio kommer på markedet i andet kvartal i 2018.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093