23948sdkhjf

3D-print skaber lettere værktøj til brug i offshore-industrien

I samarbejde med to studerende fra Aarhus Universitet har Teknologisk Institut gennem 3D-print reduceret vægten på en snittap med over 70 procent for Thürmer Tools.

Værktøjsproducenten Thürmer Tools fremstiller produkter, som anvendes på svært tilgængelige steder, eksempelvis i offshore-sektoren. Dette betyder blandt andet, at værktøjet skal transporteres med helikopter, hvilket sætter krav til vægten på den samlede last, samt at værktøjet skal være brugervenligt for de personer, som skal benytte det på en offshore-lokation.

- En af vores snittappe, som benyttes offshore, vejer 6,7 kg traditionelt fabrikeret. Når holdeværktøjet kommer på, vejer den over 10 kg. Det vil sige, at det er et besværligt værktøj at bruge, og det vil være en stor fordel for brugerne, hvis vi kan lette værktøjet, siger Ingeborg Rosenvinge, head of R&D hos Thürmer Tools. 

Sammen med to ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet satte Teknologisk Institut sig for at producere en 3D-printet snittap i værktøjsstål, med en reduceret vægt. En af fordelene ved 3D-print er, at der er meget få begrænsninger på udformningen af emner, og det er derfor muligt at printe emner i mere kompleks geometri end med traditionelle produktionsmetoder.   

- Til konstruktionen af snittappen benyttede vi metoden topologioptimering, som omfatter at fjerne alt det overskydende stålmateriale, som ikke har betydning for snittappens egenskaber, fortæller Jeppe Skinnerup Byskov, sektionsleder på Teknologisk Institut. 

Ved hjælp af topologioptimering blev snittappens vægt reduceret til 1.560 gram. En reducering på over 70 procent i forhold til værktøjets oprindelige vægt og en del lettere end Thürmer Tools’ oprindelige mål om at nå en vægt på under 3 kg. 

- Vi tror på, at en hel række værktøjer på sigt vil blive printet for at få fordele som eksempelvis vægtoptimering. På sigt drømmer vi også om, at man kun printer tappen, når den bliver efterspurgt - og altså ikke ligger på lager med alle de størrelser, som vi har i dag, fortæller Ingeborg Rosenvinge.

Samarbejde med studerende er en stor gevinst for Teknologisk Institut, mener Jeppe Skinnerup Byskov, der ser det som meget gavnligt at se, hvordan studerende løser en case med deres viden fra studiet:

- Vi bruger gerne tid på at samarbejde med studerende, da vi mener, at de kan bidrage med en masse ny viden, som i høj grad har været tilfældet i denne case. Samtidig vil vi selvfølgelig også gerne være med til at uddanne fremtidens 3D-printspecialister, afslutter han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109