23948sdkhjf

Dansk opfindelse klar til at indtage verden

Den sydjyske iværksættervirksomhed Rollmax håber på et nyt erhvervseventyr.

450.000 besøgende fra hele varden lægger hvert andet år vejen forbi den tyske landbrugsmesse Agritechnica.

Det forum valgte Vejen-virksomheden Rollmax at bruge som springbræt.

Rollmax har udviklet en bælteundervogn, der reducerer marktrykket på landbrugsmaskiner. De seneste par år har man brugt på at teste systemet i både teori og praksis, og nu er Rollmax klar til den helt store lancering.

- Vi var nede på messen som besøgende for to år siden, hvor vi var i gang med vores projekt. Vi var nede for at se, hvordan det så ud dernede, og om det var et forum for os - og det var det, fortæller Michael Toftmann Schmidt, der ejer Rollmax sammen med Felix Ratgen.

Vigtige kontakter
Rollmax besluttede sig derfor for at udstille på Agritechnica, og det skete på den danske fællesstand, som var organiseret af Center for Underleverandører i samarbejde med det Danske Generalkonsulat i Hamburg.

Michael Toftmann Schmidt er ikke bleg for at kalde messen en stor succes for Rollmax.

- Den gik rigtig godt. Målet var at komme ned og få kontakt til forskellige producenter, og kunne vi få direkte kunder, var det chokolade på toppen. Vi fik rigtig mange gode kontakter dernede og havde også møde med nogle rigtig store firmaer, konkluderer han.

- Vi fik kontakt med producenter i Sverige, Finland, Schweitz, Tyskland, Belgien, Holland, Argentina, Brasilien og så videre. Også nogle forretningsområder vi ikke lige havde set komme – nogle specialafgrøder og frugtplantager, hvor nogle andre lande har nogle helt andre produktioner, siger Michael Toftmann Schmidt.

Søger samarbejdspartnere
Efter hjemkomsten til Danmark har de to kompagnoner været travlt beskæftiget med at følge op på de mange henvendelser og møder. Det er nemlig nu, de mange positive tilkendegivelser skal veksles til ordrer.

- I princippet har vi allerede fået nogle enkelte ordrer. Det vi var mest interesserede i var at få nogle producenter i tale. Vi er jo et lille firma hjemmehørende i Danmark, og vi kan ikke håndtere en slutkunde i for eksempel Holland. Vi kan godt sælge noget til ham, men vi kan ikke komme ned og supportere ham, så derfor er vi ude efter at finde nogle samarbejdspartnere, forklarer Michael Toftmann Schmidt.

- Vi ser det som det smarteste at komme ind på producentniveau, så de kan tilbyde Rollmax som en option til deres maskiner. På den måde ville vi vide, at det var ordentligt monteret på fabrikken, og for den sags skyld er det også en mulighed at lave tilpasninger til Rollmax, hvis den enkelte fabrik har nogle særlige krav. Rent distributionsmæssigt vil den ryge med i hele deres distributionssystem. Det er vores strategi, og der er ikke nogen tvivl om, at det er en lidt tungere strategi end bare at finde en landmand og sælge ham et produkt, fortsætter han.

Nu skal den nærmeste fremtid vise, om det lykkes at komme ind i varmen hos nogle af de store producenter af landbrugsmaskiner.

- Agritechnica blev startskuddet til at opbygge vores distribution. Indtil Agritechnica har vi kørt test. I tre år har vi nu haft Rollmax ude at køre og set resultater i marken og hørt fra de landmand, der har brugt det, hvad de synes, siger Michael Toftmann Schmidt.

- Hvad fremtiden bringer, det er svært at sige. Det eneste vi med sikkerhed ved er, at vi har et produkt, der virker og har nogle fantastiske muligheder, lyder det optimistisk fra Rollmax-ejeren.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078