23948sdkhjf

Fynboer forudså industrien bedst

For et år siden bad vi læserne om at forudsige årets gang i industrien.

For et år siden spurgte vi læserne af Jern & Maskinindustrien om de kunne forudsige 2017. Det gjorde knap 150 læsere. Ingen ramte 100 procent plet med 13 rigtige, men seks kvikke hoveder var i stand til at ramme rigtigt i 12 ud af 13 spørgsmål.

Halvdelen af dem arbejder i fynske virksomheder: 
• Dan Petersen, Interroll
• Christian Lange, Fyns Coating
• Klaus Hansen, Meneta
• Allan Sloth, Gibotech
• Alan Brøndum, Pers Group
• Jens Erik Bull, Lemvigh Müller

Vi har derfor trukket lod blandt de seks bedste, og det blev Allan Sloth, servicechef i det odenseanske automationshus Gibotech, der løber med en fredagsbar med fadøl og koncert med ’Hyggesprederen’ Jacob Sørensen, der indimellem sine koncerter også fungerer som salgschef på Jern & Maskinindustrien.

Allan Sloth ramte rigtigt på alle spørgsmål undtagen spørgsmålet, om  aktuatorproducenten Linak ville slå regnskabsrekord.

Hvorfor er du så god til at forudsige industrien?
- Det ved jeg søreme ikke. Jeg har arbejdet hos Gibotech i 20 år, så man har vel efterhånden en del erfaring fra den danske industri, siger Allan Sloth.

Hvordan tror du 2018 bliver?
- Jeg tror væksten fortsætter. Det er i hvert fald vores forventning her i Gibotech. 2018 kommer især til at handle om at få flere industrirobotter ud i de danske fremstillingsvirksomheder.

Her er spørgsmål og svar i 2017-quizzen

1. I oktober 2016 var ledigheden blandt Dansk Metals a-kasse medlemmer 2,9 procent. Er ledigheden endnu lavere i oktober 2017?

SVAR: Ja. Ledigheden er faldet med 0,4 procent og var i oktober nede på 2,5 procent blandt Dansk Metals medlemmer.

2. Er Brian Mikkelsen (K) fortsat erhvervsminister 1. december 2017?

SVAR: Ja 

3. Stålpriserne har været konstant faldende i de sidste fem år. Siden efteråret er priserne dog steget en anelse. Vil stålpriserne i tredje kvartal 2017 være højere end tredje kvartal 2016?

SVAR: Ja. Men priserne er faldet en smule i fjerde kvartal.

4. Linak hævede omsætningen 9 procent i regnskabet 2015/2016 til 3,2 mia. kr. Overgår Linak denne procentmæssige vækst i 2016/2017?

SVAR: Ja. Aktuatorproducenten fra Sønderjylland fortsætter sit væksteventyr og hævede omsætningen med 11 procent til 3,57 mia. kr.

5. LM Windpower byggede i 2016 verdens til dato længste vindmøllevinge på 88,4 meter på fabrikken i Lunderskov. Bliver den rekord slået af en endnu længere vinge i 2017?

SVAR: Nej. Siemens Gamesa har dog lige lanceret verdens længste havvindmøllevinge på 81,5 meter, og har derfor slået MHI Vestas’ tidligere havrekord.

6. I andet kvartal 2016 var der 110.000 beskæftigede i metal- og maskinindustrien. Vil der være flere beskæftigede i andet kvartal 2017?

SVAR: Ja.

7. Følger MiR i Universal Robots fodspor og bliver solgt til udlandet inden 1. december 2017?

SVAR: Nej. Virksomheden er stadig på fynske hænder, hvor blandt andet den administrerende direktør Thomas Visti og den tekniske direktør i Universal Robots Esben Østergaard har ejerandele i virksomheden.

8. Dansk maskineksport til USA er vokset markant de seneste 10 år. Den kommende præsident Donald Trump har dog truet med toldmure og færre frihandelsaftaler, så vil maskineksporten til USA også stige de første tre kvartaler af 2017?

SVAR: Nej. Maskineksporten er faldet en anelse.

9. Vestas-aktien blev solgt til kurs 444 den 5. december 2016. Er aktiekursen højere den 5. december 2017?

SVAR: Nej. Vestas-aktien er styrtdykket i 2017 og var 5. december nede på kurs 370. Siden Vestas’ aktier toppede i maj i år er Vestas blevet 47,1 mia. kr. mindre værd.

10. I 2015 besøgte 16.819 gæster HI-messen i Herning. Kommer der flere gæster til HI i 2017?

SVAR: Ja. 20.788 gæster var forbi messen. Det svarer til en stigning på 24 procent i forhold til 2015.

11. I de første 10 måneder af 2016 blev 228 industrivirksomheder erklæret konkurs. Vil der være flere industrikonkurser i de første 10 måneder af 2017?

SVAR: Nej. 216 industrivirksomheder gik konkurs i årets første 10 måneder. Det er 12 virksomheder færre end samme periode året før.

12. Industriens overenskomst skal fornys i marts. Udløser forhandlingerne en konflikt med arbejdsnedlæggelser?

SVAR: Nej. Næsten tre fjerdedele af Dansk Metals medlemmer stemte ja til industri-overenskomsten. Der var dog flere arbejdsnedlæggelser i kølvandet på lokale lønforhandlinger hos blandt andet Alfa Laval og Bladt Industries.

13. I de tre første kvartaler af 2016 blev der indgået 1.781 praktikaftaler inden for følgende industriuddannelser: Industrioperatør, procesoperatør, automatik- og proces, industritekniker, værktøjsmager, og smed. Bliver der indgået flere praktikaftaler i de første tre kvartaler af 2017?

SVAR: Ja. I de første tre kvartaler blev der indgået over 1.800 praktikaftaler inden for industriuddannelserne.

Quizzen om 2018 findes i den første udgave af Jern & Maskinindustrien, der udkommer 12. januar 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063