23948sdkhjf

Underleverandører gør klar til opkøb

Konsolidering blandt de store vindmølleproducenter får underleverandører til at gå samme vej. Hver tredje underleverandør til vindindustrien forventer opkøb eller salg i løbet af det næste år

Når ens kunder går sammen i forsøget på at presse priserne ned, så er det bedste modsvar at gøre det samme.

Hver tredje underleverandør i vindmølleindustrien svarer i en leverandøranalyse, at de forventer, at virksomheden deltager i M&A-aktiviteter (opkøb eller salg af virksomhed) i løbet af de kommende 12 måneder.

Analysen er lavet af brancheorganisationen Vindmølleindustrien.

Underleverandørerne angiver at opkøb eller salg sker for at kunne modsvare kravene fra toppen i værdikæden.

Prispresset i vindmølleindustrien er intensiveret i takt med at de store producenter har konsolideret sig, blandt andet med Siemens’ parløb med Gamesa og Vestas’ samarbejde med Mitsubishi i MHI Vestas.

- Usikkerhed om fremtiden er jo ikke rar for en virksomhed, og de virksomheder, der risikerer at komme i klemme på grund af konsolideringer, ser det selvfølgelig som en trussel for deres egen position. Her er det vigtigt, at huske på, at et svar på konsolideringen ikke nødvendigvis kræver sammenlægninger af leverandører, men også kan være udvikling af bedre produkter og services. I sidste ende er kundernes krav om lavere priser baseret på at mindske prisen på strøm (LCOE, red.) og her kan et mere effektivt produkt til en anden pris også være en vej, som leverandører kan tage, og det forventer jeg også vil ske, selvom det også kræver en anden samarbejdsrelation i værdikæden, siger Jan Hylleberg, direktør i brancheorganisationen Vindmølleindustrien.

Godt en tredjedel af leverandørerne forventer, at lave opkøb af andre virksomheder eller sælge virksomheden. Hvad fortæller det dig?

- Jeg tror ikke, der er en eneste leverandør, der ikke overvejer mulighederne, og egentlig er det meget, at hver tredje vil gå efter den mulighed allerede i de kommende 12 måneder. At gøre sin virksomhed større eller at slå sig sammen med andre virksomheder giver mulighed for at svare tilbage på de krav, som kunderne har, og giver en mulighed for at kunne stå stærkere på nye markeder også, siger Jan Hylleberg.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109