23948sdkhjf

Eltronic: Investereringer skærer toppen af overskud

Omsætningen er den højeste i virksomhedens historie.

Nye afdelinger i Kina og Storbritannien og udvikling af nye digitaliseringsprodukter koster på bundlinjen hos Eltronic. Koncernen slår ellers sin egen omsætningsrekord i det nyeste regnskab med en stigning på knap 14 procent, men blandt andet lønomkostninger stiger samtidig med 19 procent. 

- Vi har præsteret den største omsætning nogensinde dog med en mindre indtjening end sidste år. Vi har haft store investeringer i et nyt IT-system, gennemført organisatoriske udvidelser og investeret kraftigt i udviklingen af nyt digitaliseringssoftware og i nye produkter, siger Lars Jensen, administrerende direktør i Eltronic, i en pressemeddelelse.

Den østjyske ingeniørvirksomhed har som målsætning at udvikle standardprodukter, som forbedrer industriens produktivitet og konkurrenceevne. Og det koster udviklingskroner.

Kort om Eltronic

Eltronic A/S er ejet af Eltronic Holding ApS, der foruden Eltronic består af virksomhederne Robotcenter Danmark A/S og TS Tech Eltronic Holding. Eltronic Holding har hovedsæde i Hedensted og desuden kontorer i Horsens, Esbjerg, Herlev, Årup samt udenlands i Tyskland, Storbritannien og Kina.

Eltronic A/S blev grundlagt i 2000 med seks medarbejdere af Lars Jensen og er siden vokset til 251 fuldtidsansatte ingeniører og teknikere i regnskabsåret 2016/2017.

Vidensvirksomhed kræver medarbejderkroner
Målet er, at medarbejdere og standardprodukter skal øge produktiviteten i Eltronic og hos virksomhedens kunder i fremtiden. Dette gælder inden for de tre divisioner i Eltronic; Eltronic Wind Solutions, Eltronic Production Systems og Eltronic FuelTech.

- Eltronic er en vidensvirksomhed. Vores væsentligste ressource er de kompetencer og den viden, som medarbejderne besidder. Investeringer i vores nuværende og fremtidige medarbejdere prioriterer vi meget højt, siger Lars Jensen.

Efter regnskabsårets afslutning har Eltronic investeret i to virksomheder for at styrke produktplatformene globalt. Eltronic har opkøbt automationsvirksomheden PJD og købt afdelingen Site Solution af industrivirksomheden AH Industries.

Eltronic A/S
mio. kr. 2016/17 2015/16
Nettoomsætning 369,4 325,3
Resultat af primær drift 14,1 21,0
Resultat før skat 14,0 22,1
Årets resultat 11,0 17,2
Balancesum 142,0 107,9
Egenkapital 33,4 22,5
Antal ansatte 247 213
Regnskabsåret blev afsluttet 31. oktober 2017.

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109