23948sdkhjf

Polske arbejdere dør oftest på job

Når en dødsulykke koster udenlandske arbejdere livet, vil det i mere end hvert tredje tilfælde være en polsk statsborger. Det høje tal møder kritik fra polsk konsul i Danmark.

Mere end hver tredje arbejdsrelaterede dødsulykke med udenlandske arbejdere rammer polske statsborgere, viser tal fra Arbejdstilsynet. Det skriver Fagbladet 3F.

I perioden fra 2004 til og med 2017 er i alt 65 udenlandske arbejdere omkommet i Danmark ifølge Arbejdstilsynet. 23 af dem er fra Polen.

Der er omkring 50.000 polske arbejdere på det danske arbejdsmarked, fortæller Dobroslawa Siemianowska, der er konsul ved den polske ambassade i København. Hun fortæller, at det særligt er indenfor byggeri og industri, at de polske arbejdere får job.

- De er ofte pålagt udfordrende, manuelle arbejdsopgaver, som typisk er meget stressende og krævende, siger Dobroslawa Siemianowska.

Fakta

I perioden fra 2008 til og med 2017 var der for hver 114 registrerede polske fuldtidsbeskætigede i Danmark 100 tyskere, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Det til trods omkom 23 polakker mod fem tyskere, altså knap fem gange flere polakker som tyskere i perioden fra 2004 til og med 2017.

Tyskerne er den gruppe med næstflest arbejdsrelaterede dødsfald i Danmark.

Selvom mange polakker arbejder i brancher, hvor der er risiko for ulykker, så ser konsulen de mange polske arbejdsulykker som et problem.

- Vi ønsker ikke, at de polske arbejdere skal forblive eller betragtes som en højrisikogruppe på det danske arbejdsmarked, når man kigger på sikkerhed i deres arbejdsmiljø, uddyber konsulen.

Arbejdstilsynet oplyser til Fagbladet 3F, at der i februar blev indgået indgået et nyt samarbejde med den polske myndighed på arbejdsmiljøområdet.

- Samarbejdet med det polske arbejdstilsyn er blandt andet etableret på baggrund af, at tjenesteydere fra Polen udgør en meget stor andel af de udenlandske tjenesteydere, som midlertidigt beskæftiges i for eksempel bygge- og anlægsbranchen, skriver kontorchef i Arbejdstilsynet Katrine Wied Christensen i en e-mail til Fagbladet 3F, og fortsætter:

- Desuden har det danske arbejdstilsyn kendskab til en række af de udfordringer, som udenlandske virksomheder typisk står overfor. Derfor er informationsudveksling om tilsynet og de ulykker, der sker, af stor betydning, uddyber kontorchefen.

Fagbladet 3F har uden held forsøgt at få kommentarer fra det polske arbejdstilsyn.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079