23948sdkhjf

Plads til 168 emner i ny løsning til ubemandet produktion

Ved et Åbent hus i Vejle præsenterede KJV systemet Robo-Trex - en ny automationscelle til fleksibel ubemandet metalbearbejdning.

KJV har afholdt åbent hus hos Vejle-virksomheden Free Form, og på programmet var en danmarkspremiere på Robo-Trex, som er den nyeste løsning inden for automationsløsninger fra tyske Lang Technik.

Robo-Trex gør det muligt at bearbejde et råemne til et færdigt produkt i én opspænding - uden programmering og ubemandet - så snart cellen er ladet.

Automationsløsningen er ifølge KJV resultatet af en ny måde at tænke automation på baseret på råemner placeret i skruestikke fra Lang Technik. Robo-Trex skal ikke indkøres på ny hver gang, man skal håndtere et nyt emne i maskinen, og automationscellen åbner derfor op for, at man i den enkelte virksomhed kan være væsentligt mere alsidig i sine muligheder for at automatisere med mange flere forskellige emner og mindre serier.

Budskabet fra KJV er, at det sparer både tid og penge.

- Med Robo-Trex kan automatisering dårligt blive mere simpelt, siger spåntagningsspecialist Hans Jørgen Piepgräss fra KJV.

Han uddyber:

- Opstilling sker hurtigt og enkelt. Operatøren skal bare spænde råemnerne fast i de skruestikke, der er placeret i de tilknyttede automationsvogne. I hver vogn er placeret 30 eller 42 skruestikke, det vil sige, der er plads til 30 eller 42 råemner på en vogn. Når skruestikkene i vognen er ladet, køres vognen ind i cellen. Vognen fikserer og låser selv, og så skal operatøren bare trykke på "start". Ingen programmering er nødvendig, siger Hans Jørgen Piepgräss.

Idéen er, at man taster ind på Robo-Trex’ens skærm, hvilke vogne der er i cellen, samt hvilken vogn robotten skal starte med. Derefter henter robotten selv skruestikken med råemnet og placererer den på en nulpunktsplade i det bearbejdningscenter, som robotten er tilknyttet. Robo-Trex kommunikerer derefter med centeret via en M-funktion. Ladningen sker gennem centerets dør eller et integreret sidevindue.

Plads til 168 emner
Robo-Trex kan have fire vogne tilknyttet, og der kan spændes 168 råemner op i forvejen. Maks emnevægt er 12 kg.

- Robo-Trex er ekstremt fleksibel og meget velegnet til både små og store serier, siger Hans Jørgen Piepgräss.

Robo-Trex’en bruger de patenterede Makro-Grip Robo 77 skruestikke, der har griberille til robotten og prægning samt integreret Quick-Point 52 nulpunktstilpasning. Kæbebredden er 46 eller 77 mm med 120 mm spændevidde. Det er ikke nødvendigt at tage skruestikken ud for at montere emnet.

Hans Jørgen Piepgräss anslår, at den gennemsnitlige tilbagebetalingstid på Robo-Trex automationsløsningen typisk vil være omkring 1-1½ år.

Mange muligheder
David Nielsen, direktør og ejer af virksomheden Horsens Spån Teknik, var blandt de besøgende på åbent hus dagene.

- Når vi skal automatisere kigger vi efter løsninger, der gør det komplekse nemt, så vi kan øge vores konkurrenceevne. Vi har i dag allerede tre robotceller og er p.t. dækket ind. Men på sigt, så er den nye Robo-Trex absolut en af de automationsløsninger, der skal med i vores overvejelser. Konceptet er godt: den har mange skruestikke, og det giver rigtig mange muligheder. Desuden ser den ud til at have en nem og lettilgængelig brugerflade. Det er meget vigtigt - ellers bruger man bare det samme tid et andet sted i processen, siger David Nielsen.

Kører ubemandet
Tooling Manager Lars Troest fra firmaet Aluline i Tølløse var kommet for at se Robo-Trex samt Lang Techniks løsninger inden for skruestikke og nulpunktsplader.

- Vi har p.t. robotter på en række af vores CNC-maskiner. Robo-Trex giver mulighed for at køre ubemandet og udmærker sig ved, at man let kan automatisere uden brug af hydraulik - man skal bare præge nogle klodser. Det kunne være en løsning for cirka halvdelen af vores maskinpark. Ønsker man ikke at gå i gang med selve Robo-Trex-cellen, så har jeg noteret mig, at man kan komme langt med skruestikkene og nulpunktspladerne fra Lang Technik, siger han.

/sdh

Læs mere om: KJV
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094