23948sdkhjf

Minister sikrer åbenhed om dødsulykker

Når en person mister livet under arbejde i Danmark, skal Arbejdstilsynet fremover skrive en kort nyhed og informere om, hvordan lignende ulykker kan forebygges

Arbejdstilsynet er endnu en gang blevet sat på plads af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Ministeren har bedt Arbejdstilsynet om at sikre langt større åbenhed om arbejdsrelaterede dødsulykker, end der hidtil har været, skriver Fagbladet 3F.

- Jeg er ikke interesseret i, at der skal være en mørklægning af dødsulykker. Der er behov for en langt større åbenhed. Arbejdstilsynet er nødt til at træde ind på en ny arena, siger Troels Lund Poulsen.

- Der har længe været kritik af Arbejdstilsynets måde at håndtere dødsulykker på, og der har været nogle udfordringer. Jeg tror, at Arbejdstilsynet har savnet en større politisk opmærksomhed, og det er der også behov for. Politisk går vi nu op i et andet gear, siger ministeren.

Fagbladet 3F har tidligere beskrevet, hvordan der i Norge og Sverige længe har været en helt anden praksis og stor åbenhed om arbejdsrelaterede dødsulykker. Nordmændene og svenskerne kan løbende klikke sig ind på Arbeidstilsynet og Arbetsmiljöwerkets hjemmesider og læse om alle dødsulykker, der er sket på jobbet. Blandt andet hvor en ulykke er sket, i hvilken branche og hvilket køn og nationalitet den afdøde havde.

Lennart Damsbo-Andersen (S), der er medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg, hilser udsigten til større åbenhed velkommen.

- Det har virket som om, at Arbejdstilsynet og de andre myndigheder, der er involverede i dødsulykker - Rigspolitiet og Søfartsstyrelsen - ikke har villet blande blod i forhold til at udveksle informationer og oplysninger. Det har efterladt et indtryk af, at dødsulykkerne ikke blevet taget helt alvorligt. Jeg er tilfreds med, at der kommer større åbenhed og fokus på forebyggelse og vidensdeling, siger han.

Arbejdstilsynet har ikke ønsket at kommentere de nye initiativer til større åbenhed om dødsulykker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141