23948sdkhjf

350 tons Valmont-stål på Esbjerg havn

By og havn skal bindes sammen i den vestjyske by – det sker med en helt ny strandpromenade og landgang

Landgangen og promenaden står nu færdig i Esbjerg – og det er Valmont SM, der har lagt sidste hånd på projektet.

Den sønderjyske stålentreprenør har som afslutning på byggeriet fremstillet og monteret en klapbro, der binder strandpromenade og landgang sammen.

- Det er sjovt at lave broer, for du har kun et forsøg. Enten passer den, eller også passer den ikke. Det er en spændende udfordring, hvor du virkelig skal sørge for at lave din planlægning, research og opmåling helt præcist, så dine forberedelser også holder i virkeligheden, siger Jan Mortensen, der som ingeniør hos Valmont SM har været projektleder på opgaven.

Unikke projekter
Ud over fremstillingen af broklappen og selve brokonstruktionen har Valmont SM også en stor andel i selve udformningen af den nyopførte landgang.

Her har den sønderjyske virksomhed leveret stålet, der er opsat langs den knapt 300 meter lange strækning, der har som formål at binde Esbjerg by og havn sammen.

Landgangen er udformet som en trægren af cortenstål og der er brugt lidt over 1 tons stål per meter.

Valmonts del af produktionen er foregået i to etaper, da Banedanmark midt i det hele kom med en indsigelse, der skulle behandles. Første etape tog seks måneder og anden etape fire måneder. 

- Mange af de projekter vi laver hos Valmont er det vi kalder ”one off”. Det vil sige en gang og så aldrig mere. Arbejdsgangen i både broen og landgangen er som sådan standard, men designet og udformningen er helt unik. Og det er sjovt at være med til at lave den slags opgaver. Vi sætter vores fingeraftryk på mange spændende projekter, siger Jan Mortensen.

Landgangen i Esbjerg har været undervejs et par år og stod helt klar til indvielse den 7. juni 2018.

Projektet er tegnet af Cobe Arkitekter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095