23948sdkhjf

Nu håndterer robotter rørene

Sapa Precision Tubing har øget produktiviteten med 33 procent på linjen for præcisionstrukne rør

Sapa Precision Tubing i Tønder har automatiseret håndtering af trukne rør, og det har været en succes.

- Vi havde en forventning om at forøge oppetiden og den er steget med 20-30 procent. Produktiviteten på linjen er steget med 33 procent, så vi forventer en ROI på under to år, siger Preben Nicolajsen, projektleder hos Sapa Precision Tubing Tønder A/S.

Det nye anlæg fra RoboTool består af to robotter, som arbejder sammen og har overtaget alt det hårde arbejde. Det er et stort anlæg, men på de fire betjeningspaneler kan operatøren styre det helt alene.

Sapa Precision Tubing Tønder fremstiller præcisionstrukne rør, flerkammerprofiler og mindre ekstruderinger i aluminium. Kunderne er hovedsagelig Europas bilindustri og kølebranchen. Størstedelen af sortimentet indgår i varmevekslere eller væske/gas førende ledninger. Herudover producerer virksomheden også kabler til biler, koldsmedningsmateriale og andre nicheprodukter. Sapa Precision Tubing Tønder leverer lokalt, regionalt og globalt.

Erstatter to mand
Det tidligere anlæg var manuelt og krævede to medarbejdere.

- Vi arbejder med coils som vejer mere end et ton og er opviklet med 10-20 km rør. Det var både ergonomisk og sikkerhedsmæssigt en problematisk proces at føre aluminiumsrøret frem mellem de enkelte maskiner. Derfor besluttede vi at indkøbe et fuldautomatisk robotanlæg. Vores krav var, at det kunne betjenes af én operatør og samtidig fungere som hans forlængede arm i alle processerne. Alle fysiske belastninger på operatøren skulle fjernes og støjen dæmpes så meget som muligt. Det sekundære mål var selvfølgelig at forøge oppetiden og forbedre produktiviteten, forklarer Preben Nicolajsen.

Han uddyber.

- Det nye anlæg består af to robotter, som arbejder sammen og har overtaget alt det hårde arbejde. Det er et stort anlæg, men på de fire betjeningspaneler kan operatøren styre det helt alene. RoboTool har i samarbejde med virksomheden Accu-Dan leveret en specialbygget kabine, som reducerer støjen markant, siger Preben Nicolajsen, som er begejstret for det nye anlæg.

- RoboTool har været vedholdende og fundet nogle gode løsninger ved innovation og udvikling. Mig bekendt findes der ikke et tilsvarende anlæg i verden, så der har været en længere indkøringsfase. Det var helt som forventet ved nye og innovative løsninger. Det er vores første robotanlæg og det er en succes, siger han.

Øget produktivitet
Sapa melder om følgende forbedringer i produktivitet og oppetider.

- Vi havde en forventning om at forøge oppetiden og den er steget med 20-30 procent. Produktiviteten på linjen er steget med 33 procent, og det betyder, at vi forventer en ROI på under to år. Anlægget forbedrer vores konkurrenceevne, idet vi kan producere produkter til færre omkostninger og dermed bibeholde vores markedsandele, siger han.

Udviklet nye gribere
Tage Gaarsdahl fra RoboTool har været projektleder på opgaven.

- Vi har leveret et avanceret og omfattende robotanlæg, hvor alt fysisk arbejde er lagt over på de to robotter. Selve trækningen af røret ligner processen på Sapas andre anlæg, men nu foregår al håndtering fuldautomatisk. Vi har ombygget

nogle af Sapas komponenter og udviklet nye gribere samt værktøjer for at automatisere processen optimalt, forklarer Tage Gaarsdahl og uddyber.

- I en trækproces er det normalt, at røret kan sprænges af forskellige årsager. Derfor har RoboTool programmeret robotterne til at udføre mere intelligent arbejde, så de kan være operatørens forlængede arm. Anlægget kan måle og spore, hvor et rør er sprængt og kan selv køre det tilbage til afvikleren og gøre klar til en ny proces, siger Tage Gaarsdahl.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.252