23948sdkhjf

Partnerskaber skal sikre fremtiden

Alfa Laval lægger hus til, når landets største industrikommune holder konference om vækst gennem partnerskaber. Udgangspunktet er FN's verdensmål nummer 17

"Gladsaxe inspirerer virksomheder til at skabe vækst gennem partnerskaber".

Sådan lyder oplægget til årets udgave af Gladsaxe Erhvervskonference, som skal afholdes hos Alfa Laval i Søborg.

Gladsaxe Kommune er ifølge udregninger fra eStatistik i øjeblikket landets største industrikommune målt på arbejdspladser, og erhvervsdagen sætter fokus på de gevinster, der kan hentes ved øget samarbejde på tværs i kommunen.

- Vi sætter partnerskaber på dagsordenen, fordi vi gerne vil inspirere små og store virksomheder til at indgå i samarbejder med andre om udvikling, der måske kan føre til nye produkter og vækstmuligheder, siger Gladsaxes borgmester, Trine Græse.

Hun vurderer, at nye partnerskaber også stiller krav til udvikling af ny tankegang hos ledere.

- Vi ser, at det kræver noget nyt ledelsesmæssigt at gribe de udfordringer og muligheder. Det er den samme opgave, vi står over for som kommune. Derfor er det spændende at have dialogen sammen, og på den måde ruste Gladsaxe til fremtiden, siger hun.

Konferencen holdes mandag den 12. november kl. 13.30-17.30 hos Alfa Laval i Søborg og arrangeres af Gladsaxes erhvervs- og vækstenhed i tæt samarbejde med Gladsaxe Erhvervsråd.

Verdensmål nr. 17
Netop indgåelse af "Partnerskaber for handling" er også en del af FN’s 17 Verdensmål, og de er også nævnt i oplægget til konferencen på Alfa Laval.

- Der bliver konkrete eksempler på virksomheder, som har rakt ud efter ny viden i samarbejde med leverandører, kunder, vidensinstitutioner, iværksættere, frivillige organisationer og kommuner og har oplevet, at det har tilført ny energi og vækst til virksomheden, lyder det fra Gladsaxe Kommune.

600 ansatte i Søborg
Alfa Laval er en svenskejet koncern med over 17.000 ansatte med speciale inden for teknologierne varmeoverførsel, separering og væskehåndtering.

Alfa Laval i Søborg har cirka 600 højt specialiserede medarbejdere fra 35 lande, og sitet udgør koncernens centrum for aktiviteter inden for fødevare- og spildevandsteknologi med en årlig omsætning på 1,6 mia. kr. Hos Alfa Laval i Søborg er partnerskaber en hel naturlig del af hverdagen.

- Vi er eksperter i fysiske produkter gennem 135 år. For at forstå mulighederne i automatisering og software er vi nødt til at få ny viden ind gennem partnerskaber med videninstitutioner og små virksomheder. De kan hjælpe os med at rykke hurtigt, og vi kan hjælpe dem med at få adgang til et globalt marked, siger Jan Ackalin, leder af Alfa Lavals globale center for Automation Development & Connectivity.

Artiklen er en del af temaet Bæredygtig IDAG.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063