23948sdkhjf

De mangler 15 tekniske medarbejdere

Automationshuset Gibotech mangler omkring 15 teknikere og ingeniører. Virksomheden prøver på flere måder at tiltrække medarbejdere

Det går stærkt hos automations- og robotfirmaet Gibotech i Odense. Firmaet har lige ansat syv medarbejdere, så staben er kommet op på 90. Men der mangler stadig omkring 15 medarbejdere. Det drejer sig om industrielektrikere, maskinteknikere, udviklingsingeniører og rejsemontører.

Det er svært at finde tekniske medarbejdere i robotbyen Odense. Gibotech forsøger på en række sociale platforme foruden på Odense Robotics jobside.

- Vi har hårdt brug for nogle gode kræfter, siger Mikkel Bjerregaard, salgsdirektør og medejer hos Gibotech.

På langt sigt forsøger virksomheden at tiltrække ingeniører ved at tilbyde robotingeniør-studerende fra SDU at skrive speciale i virksomheden.

- Vi har faktisk ansat fire ingeniører, efter de har skrevet speciale her hos os, fortæller Mikkel Bjerregaard.

Firmaet havde for nyligt også mange piger på besøg til "Girls Day", og forleden var der omkring 15 skoleelever til Åben Virksomhedsdag på Fyn. Men arbejdet med skoleelever er i sagens natur i det lidt længere perspektiv.

- Vi tager også til netværksmøder og fortæller om vores virksomhed. Jeg har lige været til sådan et møde i Trekantsområdet. Vi skal gøre os kendte, så vi får nogen ind i fødekæden. Vi skal have nogen til at interessere sig for at blive teknikere eller robotingeniører, siger Mikkel Bjerregaard.

Vokser hurtigt
I 2013 havde Gibotech 35 medarbejdere. Ved indgangen til 2018 var tallet nået op på 65, og i dag er der 90 ansatte. Inden nytår når virksomheden formentlig 100 medarbejdere.

Gibotech bygger automatiserede anlæg med robotter til industrivirksomheder og til hospitaler. Virksomheden har lige opbygget en sterilcentral på Rigshospitalet, og nu har medarbejderne travlt med at samle maskiner og robotter til en tilsvarende central til Herlev Hospital.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079