23948sdkhjf

De tester til det revner

Der bliver trykket godt og grundigt på den store rørkonstruktion. En cylinder trykker med op til 150 ton. Man kan se, hvordan det enorme rør bevæger sig, selv om det er svejset solidt fast til et endnu større rør.

Meningen med det hele er at teste en jacket-konstruktion, et fundament, som anvendes til placering af vindmøller på havet.

Opstillingen står på det gamle værftsområde på Lindø. Den hører til LCST, Lindoe Component and Structure Testing A/S, der er ejet af Force og LORC i fællesskab. Den mekaniske testopstilling er kun halvandet år gammel.

Testen er en del af et stort udviklingsprojekt under det statslige energiprogram EUDP.

- Vi ser på, hvordan vi kan bruge nye teknologier, så vi kan forbedre fundamenterne, så de bliver lettere og mere effektive. Jeg er overbevist om, at konstruktionerne kan bygges væsentligt lettere. De nuværende konstruktioner er konstrueret ret konservativt, siger Eric Putnam, Force Technology, der er leder af teamet bag levetidstesten.

Ud over LCST deltager også Bladt, Ørsted, Siemens Gamesa og Rambøll.

Fire uger med tryk og træk
- Indtil nu har vi testet to konstruktioner, indtil de fejlede. Det tog omkring fire uger med konstante trykke-, trække- og bøjebevægelser. Den sidste test har kørt i lange, lange tider, griner han. Der er åbenlyst forskel på de enkelte konstruktioner, selv om de i princippet er ens.

- Revner udspringer af nogle små uregelmæssigheder i materialet, og på mikroniveau er der ikke to rør, der er ens, siger han.

Påvirkningerne skal simulere de bevægelser, som konstruktionerne bliver udsat for på havet.

Tester til de revner
- Vi tester strukturerne, indtil de revner. Først da ved vi virkelig, hvad de kan holde til, siger Eric Putnam.

Den mekaniske testopstilling har nogle meget store dimensioner. Fundamentet måler ni meter gange 20 meter og er tre meter dybt. Endevæggen er også tre meter dyb, mens sidevæggen er to meter dyb. Kæmpe 100 kilo bolte går gennem væggene.

Undervejs i testen bliver alting nøje målt og noteret. Hvis der starter en revne, holder Eric Putnam og hans kolleger nøje øje med den. På den måde lærer de mere om materialet og om svejsningerne.

- Vi laver inspektion af opstillingen hver dag. Vi lærer hver dag, og vi giver vores industripartnere opdateringer hver dag, og diskuterer resultaterne med dem løbende, siger Eric Putnam.

Vi vil se udviklinger
- Konstruktionerne er oprindeligt udviklet til olie- og gasindustrien. Vi vil godt forbedre det med de teknologier, der er kommet til siden, og lave et opdateret design, som er lettere. I sidste ende handler det selvfølgelig om at bringe omkostningerne ved vindenergi ned. Der er lignende projekter i gang i andre lande med de samme mål, så jeg tror snart, at vi vil se nogle interessante udviklinger, siger Eric Putnam.

Et nyere projekt, som er støttet af Innovationsfonden, er i gang med at se på, om man i højere grad kan producere jackets i moduler for at optimere opbygningen af dem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11