23948sdkhjf

Alfa Laval i tæt parløb med kommune

Alfa Laval og Gladsaxe Kommune indgår i SDG-partnerskab - begge parter ser samspillet som afgørende

Med omtrent 2.300 virksomheder er Gladsaxe blandt landets tungeste erhvervskommuner. Internationale industrielle sværvægtere som blandt andre Novo Nordisk, Novozymes og Alfa Laval er hjemhørende i den københavnske omegnskommune.

Størsteparten af de 2.300 virksomheders vækstforudsætninger og udfordringer afhænger af markedsmæssige forhold, som strækker sig langt over kommunegrænsen. Det internationale mindset er bredt funderet, og det mærker man hos Alfa Laval.

Grøn tommelfinger op i Gladsaxe
- Vi oplever, at kommunens erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik er ambitiøs og bygger på et udsyn, der rækker langt ud over kommunegrænserne. De kommunale initiativer har til formål at skabe bedre muligheder for, at det lokale erhvervsliv kan opnå et stærkere globalt footprint. Sådan lyder meldingen fra Jan Ackalin, head of automation development, Business Unit Decanters, Alfa Laval.

I Gladsaxe er FN’s verdensmål indskrevet i kommunens overordnede strategi, Gladsaxestrategien, og på rådhuset er der da ej heller hverken tøven eller forbehold at spore på spørgsmålet om den kommunale indsats for at få FN’s verdensmål til vækstmuligheder. Såvel i Gladsaxes politiske ledelse og i administrationen hersker opfattelsen af, at en bæredygtig udvikling bør være en kommunal kerneopgave på tværs af fagområder.

Det skyldes især opfattelsen af, at der er stort vækstpotentiale for danske virksomheder i at bidrage til FN’s verdensmål.

- Vi anser verdensmålene som en stadig mere væsentlig katalysator for en aktiv kommunal erhvervspolitik. Skal man komme i mål med visionen om Gladsaxe som en attraktiv erhvervsby med fremgang og vækst i beskæftigelsen, handler det om at fremme ansvarligt forbrug og bæredygtig produktion, forklarer Freja Ludvigsen, erhvervsudviklingschef i Gladsaxe Kommune.

Kommunen skal støtte udvikling
I kommunen mener man, det er en forpligtelse til at understøtte det lokale erhvervsliv - ikke "blot" med klassiske vækstfremmende tilbud - men med at bidrage til, at virksomhederne transformerer sig i en mere bæredygtig global retning.

Derfor er der kommunalt grøn tommelfinger op særligt til Verdensmål nummer 17 - det om partnerskaber.

Skal muligheder, grænser og udfordringer påvirkes og realiseres, er nytænkende og bæredygtige partnerskaber vejen frem, lyder det.

Det har blandt andet givet sig udslag i, at kommunen har besøgt cirka 40 virksomheder i alle størrelser for at tale om FN’s verdensmål som omdrejningspunkt for fremtidens vækst. Kommunen forener også virksomheder i netværket KlimaKlar med denne dagsorden.

Da kommunen den 12. november samlede virksomhedsledere, Byråd og samarbejdspartnere til den årlige erhvervskonference, var temaet partnerskaber som en ny nøgle til vækst. Der er stor opbakning til målene, lyder det fra Freja Ludvigsen.

At de lokale industrivirksomheder spiller aktivt med, understreges blandt andet af, at det var Alfa Laval i Søborg, der lagde lokaler til arrangementet.

Verdensmålene og Alfa Laval
Det er naturligt for Alfa Laval at påtage sig en værtsrolle i forbindelse med bæredygtighed. Ikke alene er man en af de største arbejdsgivere i kommunen. For Alfa Laval er indholdet i Verdensmålene samtidig en uadskillelig del af virksomhedens kerneforretning.

Med koncernens tre forretningsmæssige hovedområder marine, energi og food & water er Alfa Laval således med til at sikre bedre globale, miljømæssige løsninger gennem renere vand, luft, mindsket CO2-udslip og bedre fødevareforædling.

Koncernen har en ambition om at være verdens bedste inden for sit felt, og det fordrer kontinuerligt og i stigende grad ambitiøse og stærke partnerskaber. Og virksomhedens ambitioner og størrelse indbefatter, at Alfa Laval gerne påtager sig en rolle for at drive en mere bæredygtig udvikling frem gennem partnerskaber.

Derfor lyder opfordringen fra Alfa Laval til leverandører, kunder, organisationer og institutioner: "Don’t go alone". Alfa Laval inviterer til vækstfremmende samarbejde med det klare formål at accelerere innovationsprocesser og styrke adgangen til globale markeder for endnu flere bæredygtighedsfremmende produkter og ydelser.

- Vi tror på, at de mest komplicerede løsninger og mest meningsskabende resultater opstår i et strategisk samarbejde med andre. Derfor opererer vi med en bred stakeholdertilgang, siger Jan Ackalin.

Alfa Laval og Gladsaxe kommune er atter værter, når interesserede lokale virksomheder og potentielle partnere inviteres til opfølgende eftermiddagsmøde hos Alfa Laval den 12. december.

Artiklen er en del af temaet Bæredygtig IDAG.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093