23948sdkhjf

Mængden af maskinkøb overrasker

Formand for Dansk Værktøjsmaskinforhandler Forening, Lars Lynge, giver her en status på året 2018 set fra maskinhandlerens side

Hvad er din vurdering af det overordnede maskinsalg i 2018 for DVF’s medlemmer?

- Samlet set vurderer jeg, at maskinsalget er uforandret i forhold til 2017. Tredje kvartal var lidt opbremsende, men fjerde kvartal ser derimod meget godt ud.

Hvordan ser ordrebøgerne ud for 2019?

- De ser gode ud. Alle maskinproducenterne har lange leveringstider, og der kan være op til et halvt års ventetid på en maskine lige nu, og derfor ved vi, at 2019 tegner godt. Efterspørgslen på maskinerne er simpelthen større end antallet af maskiner, der produceres. Det skyldes blandt andet, at maskinproducenterne rundt omkring i verden også mangler arbejdskraft.

Hvad har overrasket dig mest i året der gik?

- Det overrasker mig, at der ikke bliver investeret mere i den danske industri, når der er så positive signaler i markedet ude i verden. Vores nabolande ligger over os i salget af værktøjsmaskiner, når man sammenligner, og det afspejler, at Danmark fortsat er et svært land at producere i. Det skyldes vores høje lønninger og bremsende regler fra politisk side, og så handler det også om mangel på arbejdskraft.

Hvordan føler du, stemningen er omkring industriuddannelserne i øjeblikket?

- Stemningen er god, for kurven er vendt, og der er kommet mere bevågenhed på det her område. Der er mange gode tiltag blandt andet gennem industritekniker.nu og regionalt ser vi rigtig mange gode tiltag, hvor man går sammen om åbne huse. Industrien åbner sine døre flere og flere steder, og det er meget positivt. Det handler om at vise sig frem overfor de unge eller de, der stopper op i livet og vil noget andet.

Hvilke maskinnyheder vil præge det kommende år?

- Nu mærker vi efterhånden en klar tendens, hvor automation er en naturlig del af maskinen. Tidligere var automation et tilkøb på en maskine, nu er det en naturlig ting, der stort set altid følger med en maskininvestering. Det gælder håndtering af emnerne både på vej ind og på vej ud af maskinerne.

Hvordan betegner du året set fra Mazaks side?

- Vi regner i Mazak i et forsigtigt gæt at komme ud med et mindre overskud i det regnskab, der afsluttes i marts 2019. Vi har haft forskellige udfordringer i årets løb og ekstraordinære omkostninger, og derfor er det ikke tilfredsstillende, men vi har ryddet op i butikken. Og vi omsætter for det samme som tidligere, det er væsentligt.

Mazak bliver 100 år i 2019, hvordan skal det fejres?

- Det ved vi ikke helt selv endnu, men den officielle måned er marts 2019. Mazak gør noget i forbindelse med EMO. I Danmark gør vi sandsynligvis noget sidst på året, og det ruller vi ud, når vi er klar. For vi vil også i Danmark fejre de 100 år for Mazak på en eller anden måde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172