23948sdkhjf

Her svejser robotten de store serier

Aarsland Stål & Lakk oplever en stadig stigende ordretilgang, og derfor valgte virksomheden for nyligt at investere i en fuldautomatiseret robotcelle fra Migatronic Automation med specialdesignede fiksturer for at modernisere og optimere produktionen.

Det oplyser Migatronic i en pressemeddelelse.

I knap to årtier har Aarsland Stål & Lakk leveret ydelser inden for svejsning og pulverlakering af stål, galvaniseret stål og aluminium til en række industrier. Virksomheden har hovedsæde i Vigrestad i det vestlige Norge, hvorfra de også producerer komponenter til møbelstel samt dele til for eksempel rækværk, landbrugsudstyr og computerskærme.

- Vi har, siden virksomheden blev grundlagt, investeret i moderne svejseløsninger for løbende at optimere vores produktion. For at fortsætte vores udvikling og imødekomme en stigende ordretilgang, valgte vi at investere i en robotcelle fra Migatronic Automation, der med sit høje svejsetekniske niveau, har overgået alle vores forventninger, siger Roy Mæland, som er daglig leder hos Aarsland Stål & Lakk.

Fremtidens svejseløsning
Aarsland Stål & Lakk producerer og behandler primært komponenter til Aarsland Møbelfabrikk såsom understel til kontor- og skoleborde samt dele til hæve-sænkeborde, der oftest produceres i store volumener på op til 500 dele ad gangen. På grund af et stigende antal ordrer vurderede Aarsland Stål & Lakk, at de havde behov for at rationalisere svejseprocessen for at øge effektiviteten i produktionen:

- Vi svejser ofte store serier ad gangen. Tidligere svejsede vi de mange komponenter manuelt, hvilket var en stor belastning for vores medarbejdere. Den opgave løfter vores nye robotcelle nu, hvilket har forenklet arbejdet for vores operatører. Med det motordrevne taktbord kan robotten blandt andet svejse på komponenter, mens vores operatører udtager de færdige komponenter eller indsætter nye svejseemner, hvilket i høj grad har rationaliseret vores produktion og højnet effektiviteten, siger Roy Mæland.

Migatronic Automation har i samarbejde med Aarsland Stål & Lakk også specialudviklet multifiksturer til robotcellen, så den nemt kan svejse fem forskellige stålstel til de borde, som møbelfabrikken leverer.

En tur til Danmark
Med henblik på at finde den mest optimale svejseløsning, der passer ind i Aarsland Stål & Lakks produktionslinje, inviterede Migatronic Automation repræsentanter fra virksomheden på referencebesøg hos en virksomhed i Danmark, som har en lignende robotcelle i deres produktion.

- Referencebesøget overbeviste os om, at Migatronic Automation var det rette valg for os. Da robotcellen var klar, inviterede Migatronic Automation os til Danmark igen for at funktionsteste svejsesystemet, så vi havde 100 pct. vished om, at den kunne svejse vores produkter. Derefter blev den sendt til Norge, hvor Migatronic Automation installerede svejsesystemet og derefter afholdt et robotprogrammeringskursus for vores operatører. Der gik derfor ikke mange uger fra funktionstesten, til robotcellen var i fuld drift, fortæller Roy Mæland.

Artiklen er en del af temaet Metalindustrien automatiserer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11