23948sdkhjf

Ny opdagelse: Langt værktøjsudhæng øger produktiviteten

Ingeniører ved DAMRC har fundet ud af, at fræsning med længere værktøjsudhæng i nogle tilfælde kan betyde dobbelt produktivitet

Et kort værktøjsudhæng giver den største stabilitet og produktivitet. Det er børnelærdom i metalindustrien. Men måske er det ikke nødvendigvis hele sandheden.

- Vi spurgte os selv, om det virkelig var rigtigt, for vi havde jo ikke testet det. Så lavede vi nogle Tap-Tests ved forskellige udhæng, fortæller ingeniør Johan Øllgaard, DAMRC.

DAMRC forsker og udvikler til fordel for industrien.

- Vi testede en endefræser med diameter på 20 mm og tre skær. Den kører normalt med et udhæng på 62 mm, og vi testede den med forskellige udhæng fra 54 mm og op til 74 mm. Den opførte sig ikke specielt godt ved 64 eller 66 millimeter. Vi fandt en stabilitetslomme ved 74 mm, siger han.

Ved 74 mm udhæng kunne endefræseren fræse meget mere materiale end ved 62 mm.

- Fræseren kunne tage den dobbelte volumen. Den fræsede 2.251 kubikcentimenter  ved 74 mm udhæng, mod kun 1.122 kubikcentimenter per minut ved 62 mm, siger Johan Øllgaard.

Med andre ord kan man fordoble produktiviteten ved at bruge et andet udhæng og finde det optimale bearbejdningspunkt med det udhæng.

Gør op med børnelærdom
Centret har tøvet lidt med at offentliggøre resultaterne, men har valgt at gøre det ved Spånligaen 2019.

- Det gør op med børnelærdommen i industrien. Vi gjorde den første opdagelse sidste sommer. Nu tør vi godt vise det frem, fortæller direktør ved DAMRC Klaus B. Ørskov.

Johan Øllgaard forklarer, at man ved at bruge et længere udhæng helt ændrer værktøjets karakter.

- Vi har fundet frem til den her stabilitetslomme, hvor værktøjet har en god ydeevne. Ved 74 mm havde værktøjet en gunstig egenfrekvens. Så i virkeligheden kan man ved at ændre udhænget, ændre værktøjet, og faktisk have flere forskellige værktøjer i ét værktøj, siger Johan Øllgaard.

- Nu sætter vi et par projekter i værk for at finde ud af, hvordan vi skal føre det videre. Hvad skal vi gøre for at gøre teknologien praktisk anvendelig? Vi har testet en 20 mm endefræser og en 16 mm endefræser og fundet det område med øget udhæng, hvor de fungerer godt. Jeg vil tro, at det også kan lade sig gøre for fræsere i andre størrelser, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093