23948sdkhjf

Prisvinder: - Vores industri kan forandre verden

Louise Koch er director of Sustainability for Dell Technologies i Europa, Mellemøsten og Afrika. I februar blev hun udnævnt som en af verdens 100 mest indflydelsesrige CSR-ledere, da World CSR Day blev afholdt i Mumbai, og så tror hun på, at IT- og elektronikindustrien har potentiale til at skabe en bedre verden.

- Digitale løsninger kan gøre så meget godt for verden. Hos Dell er vi i fuld gang med at kigge på, hvordan vi kan lave løsninger, der skaber endnu større impact, og det begynder virkelig at gå stærkt i de her år, fortæller Louise Koch.

Siden virksomhedens start har man hos Dell forsøgt at integrere bæredygtighed i produktdesign og produktion, samt gennem en række filantropiske programmer rundt om i verden.

Men ifølge Louise Koch er bæredygtighed de senere år blevet et mere udtalt konkurrenceparameter, hvilket dels har givet Dell en konkurrencefordel, dels har bragt arbejdet med bæredygtighed tættere på kerneforretningen.

- Vi har eksempelvis haft et projekt, hvor vi har implementeret en IoT-løsning i køle-/frysesystemerne hos en britisk supermarkedskæde, hvilket har reduceret deres madspild med 49 procent og sænket energiomkostninger med flere millioner pund, fortæller Louise Koch.

En dobbelt businesscase

Louise Koch

Louise Koch er anerkendt som international ekspert inden for CSR og bæredygtig innovation.

Hun er Member of Faculty og underviser på University of Cambridge Institute for Sustainability Leadership og har desuden gæstet Oxford Universitet som forelæser.

Louise Koch er efterspurgt som ekspert i radio og TV-programmer, samt som speaker på internationale konferencer om CSR og bæredygtig forretningsudvikling i Europa.

I februar 2016 blev Louise udnævnt på listen Global 100 Most Impactful CSR Leaders af organisationen World CSR Day, og hun blev genudnævnt i 2019.

I den mere klassiske del af kerneforretningen, hvor Dells hovedprodukter er IT-hardware og datacentre til især offentlige organisationer og virksomheder, har det store fokus på bæredygtighed ligeledes givet afkast.

Også her mærker man den øgede efterspørgsel på bæredygtige løsninger, men arbejdet med at integrere blandt andet havplast og bambus i emballager har også vist sig at medføre reducerede omkostninger.

- Vi gør altså ikke alene noget godt for miljøet, når vi arbejder med den her materialeinnovation, vi kan også helt konkret se det på bundlinjen, så vi har så at sige en dobbelt businesscase med både øget gevinst for miljøet og reducerede omkostninger, fortæller Louise Koch.

Derfor er begreber som cirkulær økonomi og ressourceeffektivitet også blevet nøgleord i innovationsprocessen, og i dag indgår genbrugsplast i mere end 100 af Dells produkter.

Ressourcerne skal tilbage i spil
Mens it og elektronik repræsenterer store muligheder for at gøre verden bedre, er der også problemer forbundet med udviklingen.

Elektronikskrot er den hurtigst voksende type af affald på verdensplan, og mens man hos Dell arbejder med take-back-systemer for at genindvinde ressourcerne, kunne Louise Koch godt ønske sig, at flere tog ansvar for netop det.

- Det er vigtigt, at vi får ressourcerne bragt tilbage i spil. Det gør Dell blandt andet ved at tilbyde kunder at tage deres produkter retur, men også ved at tænke over det i designprocessen, så vi sørger for, at vores produkter kan skilles ad og de enkelte dele kan genbruges fortæller hun.

En løftestang vi ikke bruger
Siden 2008 har Dell taget mere end 900.000 ton brugt elektronik retur. Det er en god indikation på, hvor meget udstyr, der skrottes, og det virker rimeligt at antage, at en meget stor del erstattes med nyt. Og når det kommer til indkøb af nyt, kan der ifølge Louise Koch også gøres meget for at løfte den grønne dagsorden. Ikke mindst i det offentlige.

- Der bliver indkøbt store mængder IT-udstyr i det offentlige, men udbudsprocessen herhjemme er ren priskrig. Her er Sverige noget længere fremme, hvor vi ser et krydsfelt af CSR-ekspertise og jura, som de mestrer, så her er CSR begyndt at tælle med i den samlede vurdering. At bruge offentlige indkøb som en løftestang for en mere bæredygtig dagsorden er en mulighed, vi slet ikke udnytter godt nok endnu, forklarer hun.

Artiklen er en del af temaet Bæredygtig IDAG.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094