23948sdkhjf

Idéerne boblede

Sandblæserkasse, CNC-fræser og maritim affaldsopsamler er blandt de projekter, der er vokset ud af hænderne på 44 unge på Martec i Frederikshavn. De blev vist frem i fredags

44 studerende på det indledende forløb – Værkstedsskolen - på maskinmesteruddannelsen på det maritime uddannelsescenter Martec - viste i fredags deres projekter frem for interesserede familier, venner, studerende, undervisere, samt for potentielle kommende studerende til maskinmesteruddannelsen.

Projekterne er en del af det indledende forløb til maskinmesteruddannelsen, og de studerende har selv stået for alle aspekter i tilblivelsen. Alle projekterne er nemlig lavet fra bunden, tegnet, planlagt, budgetteret og gennemført af førsteårs eleverne, som alle kommer med en gymnasial eksamen.

Eleverne stod bag følgende projekter: Pillegrill, motorbøre, sandblæserkasse, CNC-fræser, maritim affaldsopsamler, vaskemaskine til golfbolde, boldkaster, affaldspresse, plastsortering og en billift. 

200 gæster var med
Omkring 200 besøgende, familier, venner, studerende, undervisere, repræsentanter fra de studerendes praktikpladser med flere mødte op på dagen.

- Det er fantastisk at opleve, hvordan de studerende arbejder med disse projekter. De kommer alle med en boglig gymnasial uddannelse i ryggen, og har nu fået mulighed for at omfavne det håndværksmæssige aspekt i maskinmesteruddannelsen. Det er tydeligt at se, at de er gået meget ambitiøst ind til arbejdet med projekterne. Og selvom ikke alle har det samme medfødte håndværksmæssige talent, kommer de alle ud på den anden side med værktøjskassen i orden til deres videre forløb på maskinmesteruddannelsen, siger Martin Sørensen, adjunkt på Martec, i en pressemeddelelse.

Martec er et maritimt og polyteknisk uddannelsescenter, som udbyder alle de maritime uddannelser i Danmark. Uddannelserne spænder fra grunduddannelser til videregående polytekniske og nautiske uddannelser. Institutionen udbyder skibsassistent, HF-søfart, skibsmaskinist, maskinmester, sætte-, kyst- eller fiskerskipper, samt skibsføreruddannelserne. Martec administrerer også Skoleskibet Danmark og driver en omfattende kursusvirksomhed med fokus på certifikatgivende kurser inden for det maritime, offshore og vindenergiområdet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.113