23948sdkhjf

Alfa Laval toptuner værktøjsmaskinerne

Metalbearbejdningen hos Alfa Laval i Kolding udvikles til lynhurtige omstillinger. Seco Tools er med i processen.

Alfa Laval optimerer produktionsflowet på maskinværkstedet i Kolding, hvor der produceres pumper, ventiler til fødevareproducenter og farmaindustrien i hele verden.

For mens verdens behov for fødevarer stiger voldsomt, så stiger kundernes krav om fleksible og individualiserede produkter næsten lige så hurtigt.

For Alfa Laval betyder det, at der skal tænkes anderledes, og virksomheden oplyser, at man fremover i langt højere grad vil blive målt på evnen til at kunne levere kundespecifikke løsninger, hurtigt og til konkurrencedygtige priser.

- Fremover får vi behov for at være langt mere agile og omstillingsparate. På sigt vil vi gerne kunne køre enkeltstyks produktion eller mindre seriestørrelser med timers eller dags varsel. Målet er at blive 100 procent ordreproducerende, siger projektchef i Alfa Laval, Anders Døssing i en pressemeddelelse.

Den rejse er i gang.

- Denne nye måde at tænke og operere på, stiller nye krav til vores samarbejdspartnere på både maskin- og værktøjssiden, da maskinerne og værktøjet hurtigtigere skal kunne omstille fra et emne til et andet. Vi har blandt andet ændret vores procedure i forbindelse med indkøb af nye maskiner. Allerede i investerings- og udviklingsfasen er vi begyndt at inddrage værktøjsleverandørerne, for at få deres input og ideer til, hvordan gennemløbstider og værktøjsforbruget minimeres på specifikke emner, siger Anders Døssing.

Tæt parløb om ny maskine

I forbindelse med seneste investering, nemlig indkøb af en ny maskine til bearbejdning af aksler til pumper, havde Alfa Laval opgaven i udbud.

- To af vores faste leverandører af skærende værktøj fik mulighed for at byde på opgaven og i dette projekt blev det Seco Tools, som fik opgaven. Sammen med maskinleverandøren har de testet og opsat det nye bearbejdningscenter, hvor tre tidligere processer samles i en. Det kommer til at spare lead time, da maskinen er lavet til lynhurtig omstilling. Inden for minutter kan maskinen, der er udstyret med 128 forskellige værktøjer selv skifte, imellem 100 artikelnumre, hvilket samtidig nedbringer risikoen for manuelle fejl. Det er et vigtigt parameter i fremtiden, og det passer ind i vores strategi om mere kundespecifikke ordrer, siger Anders Døssing.

Kender Seco Tools

Seco Tools oplyser, at man kender Alfa Laval og deres arbejdsgange særdeles godt, da de igennem mange år har haft deres faste gang i produktionen. Udover at være fast værktøjsleverandør, kommer Secos teknikere rundt i produktionen, taler med produktionssupporterne og kommer gerne med forslag til optimeringer. Desuden kan Seco bistå med hjælp til programmering, i form af simulering af CAM-programmering.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188