23948sdkhjf

Aarhus Universitet åbner Danmarks første center for digitale tvillinger

En donation på over 12 mio. kr. fra Poul Due Jensens Fond giver mulighed for satsningen

Mandag den 6. maj 2019 slår Aarhus Universitet officielt dørene op til det nye, topmoderne forskningscenter AU Centre for Digital Twins.

Formålet med centret er at understøtte udviklingen af intelligent co-simulering af fysiske systemer i realtid, også kaldet digitale tvillinger, som er en af hjørnestenene i cyber-fysiske systemer; samarbejdende computerbaserede netværk, som via indlejrede sensornetværk styrer og kontrollerer fysiske genstande eller systemer.

- Det bliver Danmarks første center for digitale tvillinger, og det er noget, der fremadrettet kommer til at skabe disruption. Med centret vil vi bruge digitale modeller til at skabe realtime simulering af cyber-fysiske systemer, og den mulighed - at man i realtid kan finde ud af, hvornår noget kan lade sig gøre, og hvornår noget er galt - kan give virksomheder en stor konkurrencefordel i fremtiden, siger centrets leder, professor Peter Gorm Larsen, Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

Stor værdi for danske virksomheder
Ud over at centret bliver Danmarks første center for digitale tvillinger, bliver det samtidig et af verdens første forsøg på med forskningsøjne kritisk at arbejde akademisk med emnet. Det har stor værdi for danske industrivirksomheder, vurderer fondsdirektør for Poul Due Jensens Fond, Kim Nøhr Skibsted:

- Forskning inden for digitale tvillinger kommer til at få stor betydning for industrien, derfor er det vigtigt for os, at der investeres i langsigtet grundforskning på det område i Danmark. Et godt eksempel på anvendelsen kunne være inden for service og vedligehold af millioner af Grundfos-pumpeløsninger verden rundt. Hvis man kan forudsige, hvilke problemer der kan komme, kan man sætte målrettet ind og sikre, at driften ikke forstyrres, siger han.

En digital tvilling er i bund og grund en komplet digital kopi af noget fysisk. Det kan være en organisme eller et system, en proces eller en enhed. Den digitale tvilling er en så præcis model, at den agerer, reagerer, ældes og fejler i den virtuelle verden lige som den fysiske tvilling gør det i den fysiske verden.

Formålet med den digitale tvilling er via moderne sensorteknologi og kunstig intelligens at simulere dens fysiske modstykke i en sådan grad, at man opnår helt ny indsigt heri. Det kan være yderst værdifuldt for industri 4.0-virksomheder, fordi man på denne måde kan forbedre et givent produkts ydeevne eller endda tage det videre til næste generation.

Digital model i realtime
Men det er i dag en meget tidskrævende proces at udvikle en digital tvilling. Nogle af de første eksempler er ekstremt dyre og komplicerede gasturbiner, flymotorer og lignende. Den langsommelighed skal AU Centre for Digital Twins gøre op med:

- I centret vil vi genbruge de modeller, der allerede er bygget til et givent system, til at skabe digitale tvillinger. Hvis en producent for eksempel lancerer en ny gearboks til en bestemt type bil, er den bygget ved hjælp af digitale modeller, der hjælper producenten med at lave den bedst mulige gearboks. Vi kan bruge den model sammen med alle de andre modeller, der er brugt til bilen, til at lave en digital tvilling af hele bilen, som er et cyber-fysisk system, hvor data via smarte enheder kontinuerligt bliver fødet ind til den digitale model i realtime. Det gør det meget lettere at optimere de enkelte systemer i forhold til hinanden, konstant optimere systemet, og samtidig finde ud af, hvad der præcist sker, hvis noget eksempelvis går galt, siger professor Peter Gorm Larsen.

AU Centre for Digital Twins åbner officielt til maj 2019 og giver både store og små virksomheder mulighed for at samarbejde på området med Aarhus Universitet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.36