23948sdkhjf

Ny maskinforhandler i Danmark

For at sætte yderligere fokus på salget af pladebearbejdningsmaskiner har den italiensk-finske Prima-koncern etableret eget salgs- og serviceselskab i Danmark

Den nye virksomhed Prima Power Denmark har adresse i Langå og har fået Søren Nielsen som landechef.

Indtil dette karriereskifte har Søren Nielsen drevet egen underleverandørvirksomhed, Stantech.dk, i samme østjyske by. Tidligere har Søren Nielsen i en årrække været servicetekniker hos Maskingruppen.

Nu har han fået til opgave at opbygge en ny organisation, der skal tage sig af salg og service af Prima-koncernens brede sortiment af pladebearbejdningsmaskiner. Hidtil har Maskingruppen haft agenturet og stået for salg og service herhjemme.

- Maskingruppen har gjort det godt. Men med den nye strategi ønsker Prima-koncernen selv at stå for salg og service i de enkelte lande og etablerer derfor en række nye salgsselskaber. Ikke bare i Danmark, men i flere europæiske lande, siger Søren Nielsen, der allerede har ansat er par serviceteknikere.

Det drejer sig om Claus Frederiksen og Michael Simonsen, som begge kommer fra tilsvarende stillinger hos Maskingruppen.

Sælger er på vej
Den næste ansættelse gælder en sælger, der skal tiltræde posten 1. maj. Søren Nielsen oplyser, at personen er fundet, og at parterne blot mangler at få kontrakten på plads.

Organisatorisk kommer Prima Power Denmark til at ligge som en filial under det finske selskab, Finn-Power Oy. Koncernen har hovedsæde i Italien og produktion i tre lande: Italien, Finland og Kina. I Finland er produktionskapaciteten netop blevet udvidet med 20.000 kvadratmeter, hvor der bliver produceret stansemaskiner. Prima-koncernen omsætter for cirka 4,7 mia. kr. og beskæftiger 1.800 medarbejdere.

Plads til store plader
Det danske salgsselskab har allerede den første handel i hus. Kunden er den nordjyske underleverandørvirksomhed Nytech, Vester Hassing, som har købt en fuldautomatisk vinkel-saksmaskine, som kan håndtere plader i målene 1,5x4,3 meter og lave optryk, gevind og prægning af overflader. Linjen er 10 meter bred og 23,5 meter lang. Som option bliver den leveret med støjkabine.

Nytech får den automatiserede linje leveret til sommer. Ifølge Søren Nielsen er anlægget et af de største og mest avancerede i Danmark.

- Vores første maskinsalg viser meget tydeligt, hvad vi går efter at sælge. Prima-koncernen er kendt for sine high-end-løsninger, som for eksempel kan være den her linje eller et helt FMS-anlæg med for eksempel kantbukning, stanseprocesser og laserskæring. Derudover bliver der solgt en del stand-alone maskiner, forklarer Søren Nielsen.

Produktprogrammet består blandt andet af 2D- og 3D-lasermaskiner, stanse- og revolverstansemaskiner, vinkelsaksmaskiner, kantbukke- og panelbukkemaskiner samt et udvalg af kombinationsmaskiner. Alle enheder er baseret på servo-elektrisk teknologi og egen software.

- Ud fra behov kan vi samle kundens totale pladebearbejdning i nogle fuldautomatiserede produktionslinjer. Det er der ikke mange andre aktører, der kan, siger Søren Nielsen.

Landechefen peger på, at det fremover gælder om at få udbredt kendskabet til det brede maskinprogram.

- Potentialet er stort. Vi har nogle automationsløsninger, der skaber en høj grad af produktivitet. Og så er vores maskiner kendt som driftssikre arbejdsheste, og det er det budskab, vi skal have ud til det danske marked, fremhæver han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094