23948sdkhjf

2020-planlægning er allerede i gang

26 danske virksomheder var med på den danske fællesstand i Hannover i år. Flere større virksomheder prægede viften.

Forberedelserne til næste års Hannover Messe er allerede i fuld gang, fortæller Knud Hareskov, CFU, der er en af tre parter bag fællesstanden. 

Hvad præger den danske fællesstand i år?

- Vi har fået en bedre placering i messehallen, og vi er 26 virksomheder med på standen i år. Vi har fået flere af de store virksomheder med som Mekoprint og Sjølund.

Hvorfor vælger de store fællesstanden?

- Det viser, at det også er et resursespørgsmål for virksomhederne at tage på messen, og for fællesstanden øger det synligheden, at flere af de store virksomheder er med. De store virksomheder trækker kunder til vores fællesstand, og det smitter af på alle udstillere. Vi vil gerne have flere af de store udstillere med, men det kræver, at vi får et tilsvarende antal af mindre virksomheder med under 300 mio. kr. i omsætning og 250 ansatte med på standen.

Hvad trækker generelt danske udstillere herned?

- Flertallet er aktive på det tyske marked, og nogen ønsker at komme ind i Tyskland

Og hvorfor vælger de fællesstanden?

- Det er et spørgsmål om tid, og så er det billigere, for der er taget hånd om alt det udenom. Samtidig kommer udstillerne med i kataloget over de danske udstillere som en sidegevinst.

Hvad koster det at være med?

- Prisen er mellem 32.000 og 35.000 kr., og så står man for selv at bringe materialer herned og for eget ophold.

Er der planer om at udvikle fællesstanden?

- Vi kunne godt arbejde mere med vidensdeling og samle gruppen af udstillere, det har vi prøvet før, men det er svært. Og så kommer der generelt til at ske nogle rokeringer på messen, og det kender vi endnu ikke helt konsekvensen af.

Hvad skal man gøre for at komme med i 2020?

- Man skal slå til så hurtigt som muligt. Vi spørger altid dem fra årets messe, om de vil med igen, og 70 procent er gengangere, men der er naturligvis også plads til nye udstillere.

Tre parter bag fælles Hannover-stand

Den danske fællesstand på Hannover Messe er arrangeret og støttet af det Danske Generalkonsulat i Hamborg, Center for Underleverandører (CFU) og Industrisamarbejdet, som er en del af Dansk Industri.

Fællesstanden var placeret på den del af industrimessen, som hedder Industrial Supply.

Det er endnu uafklaret, hvor fællesstanden placeres i 2020, da der er varslet en stribe rokeringer i messehallerne fra messens ledelse.

 

Artiklen er en del af temaet 7 Skarpe.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094