23948sdkhjf

Lærer og lærling jubler i kor

Stærkt parløb mellem industritekniker-lærling og faglærer på Next i København førte til sejren i DM i Skills

I starten af april vandt Next-eleven Rasmus Frøland DM i Skills. En stor sejr for industriteknikereleven, men også for uddannelsen og ikke mindst de lærere, der har været tæt på ham før og under konkurrencen.

Det skriver Next i en pressemeddelse.

Industriteknikerfaglærer Lars Roos er en af de undervisere, der på tætteste hold har fulgt kampen for danmarksmesterskabet både før og efter. I tre år har han nemlig kørt parløb med Rasmus Frøland om at gøre Rasmus så dygtig som overhovedet muligt.

- Man lærer hinanden rigtig godt at kende på et lidt mere personligt plan, når man går så meget op ad hinanden. Jeg har forsøgt at motivere Rasmus på en måde, som virker på ham, siger Lars Roos om forløbet.

Den rette balance
At finde den rette balance kommer an på den enkelte elev, og derfor har Lars Roos ikke kunnet bruge det til særligt meget, at han før har trænet en anden industriteknikerelev, Robin Wilfred Oudal, til DM-sejr.

For de to elever er så forskellige, at det var svært at kopiere forløbet én til én.

- Med Rasmus har det været vanskeligt at finde balancen mellem at gøre det så svært som muligt og så ikke at træne noget, der er sværere, end den opgave han skulle vinde med. Han ville gerne udfordre sig selv hele tiden, og derfor har det været en kamp, hvor jeg er blevet nødt til at holde ham tilbage og sørge for, at vi fik repeteret, selv om Rasmus syntes, det var kedeligt, forklarer Lars Roos.

Besked betyder meget
Da det gik op for Lars Roos og Rasmus Frøland, at sejren var i hus, var de ekstatiske. Efterfølgende sendte Lars Roos en besked til den nykårede vinder.

- Jeg skrev til Rasmus ”du gjorde det, du gjorde det fandme”, hvor han så skrev tilbage ”nej Lars, VI gjorde det”, siger han, og fortæller videre:

- Det blev jeg fuldstændig rørt over. Det er ham, der har kørt det, og jeg synes, han har al æren for det. Derfor betyder det også meget for mig, at Rasmus mener, at jeg har en andel i sejren, siger Lars Roos, der ser Skills-arbejdet som en sidegevinst ved at være faglærer på Next Uddannelse København.

- Et danmarksmesterskab er en bonus ved at være underviser. Det er ikke mange elever, der når op på det niveau, og det ved de også godt. Men det er en bonus at møde nogle unge mennesker, der lægger ekstra energi og ressourcer i at blive så dygtige. Det er fedt, siger Lars Roos.

En fælles sejr
For at hylde Lars Roos’ bedrift valgte Nexts industriuddannelser at fejre ham med kage og samling i ugen efter sejren. Det sætter industriteknikerfaglæreren stor pris på, men han synes også, at resten af kollegaerne fra Next fortjener en del af æren.

- Hele lærerteamet har spillet en rolle i Rasmus’ sejr. De kender Rasmus og har hjulpet ham på vej og støttet ham 100 pct. Det er rigtig fedt. Ledelsen har også spillet en stor rolle, da de har været med til at sørge for, at vi har haft de rette forudsætninger, siger han.

Next Uddannelse Københavns industriuddannelser holder til i Emdrup i København NV. Her uddannes blandt andet industriteknikere, værktøjsmagere, procesoperatører og industrioperatører.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081