23948sdkhjf

Vestjyder konkurrerer på masseproduktion

Masseproduktion i Danmark er ikke for alle. Men i vestjyske Spjald gør KP Komponenter det med stor succes.

Her har den 50 år gamle maskinfabrik i det seneste fire år fokuseret produktionen endnu mere og leverer nu i stor stil ind til den globale top af slutkunder inden for mobilhydrauliksegmentet.

Fokuseringsstrategien blev taget i 2015. Metalvirksomheden kunne se, at vindmøllebranchens emner blev større og større, og det ville udsætte maskinparken for et stort investeringspres.

Derfor rettede man i stedet øjnene på mobilhydraulik-segmentet og kompleks, automatiseret bearbejdning i højvolumen, hvor virksomheden i forvejen havde flere store kunder.

- Vi har en lang historie, hvor vi har oparbejdet en masse viden i koncernen. Tidligere har virksomheden været aktiv inden for vindmøllebranchen som underleverandør, men parallelt har man opbygget en stor portefølje inden for hydraulik, dog med et relativt snævert kundegrundlag, siger Søren L. Husted, administrerende direktør, KP Komponenter.

Knap 50 robotter
Den 350 mand store koncern, hvor 250 ansatte arbejder på fabrikken i Spjald, valgte altså at sætte foden på speederen inden for det højt specialiserede segment. For at have en gennemslagskraft på det globale marked har man i årevis fokuseret på to forskellige automationsveje.

På koncern-niveau tæller produktionsudstyret i alt 170 CNC-maskiner og 45 robotter. Det giver en unik automatiseringsgrad, hvor det typisk er et stort FMS-anlæg, der bruges til meget fleksible produktion med mindre stykantal, hvorimod robotcellerne anvendes til relativt få støbegods-varianter, men med et højere styktal.

- Vi producerer typisk ordrer på 10.000 styk og opad om året på robotcellerne. De produktfamilier, hvor vi laver flest styk af om året, er vi oppe omkring en halv million styk, siger direktøren.

- Hele humlen er at integrere så mange processer som muligt i robotcellerne.

International fordel
Udover den høje automationsgrad adskiller KP-koncernen sig også på markedet med sit internationale produktions-setup.

Direktøren fortæller, at når man kigger på sine største konkurrenter, er det typisk kunderne selv, fordi de har en relativ stor del egenproduktion. Derfor giver det en markant fordel, at KP med fabrikker i både Danmark, Sverige og USA kan levere fra flere forskellige fabrikker til de globale kunder.

- Vores konkurrenter på den del, der outsources af vores kunder, er for det meste små og mellemstore virksomheder, der er familieejet, har en enkelt lokation og en stor kunde, der fylder det meste. Det er der, hvor vi kan tilbyde vores kunder noget, som de andre ikke kan - levering fra flere forskellige steder i verden. Og det har vi haft stort held med, uddyber han.

Søren L. Husted peger på, at KP-koncernen for eksempel leverer til en af sine store kunder fra både den danske, svenske og amerikanske fabrik.

- Vi mærker, at kunderne gerne vil have færre leverandører, men samtidig også leverandører der dækker mere af processen. Kunderne arbejder også med at outsource, og vi ser en tendens til, at det går i retning af at lægge mere og mere ud. Det tager typisk tre til fem år at komme ind hos de store OEM-kunder, men når man først er inde, åbner mulighederne sig. Der sker en sneboldeffekt, siger han. 

Artiklen er en del af temaet Dansk Verdensklasse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125