23948sdkhjf

Danskerne elsker industriferie - men produktionslinjerne kører

Danskerne vil have fri i industriferien – virksomhederne vil gerne levere.

- Den gamle industriferie er død. Vi arbejder på 20 forskellige eksportmarkeder, og vi kan ikke bare lukke produktionen ned i hele juli måned, siger CEO Peer Leth fra Troldtekt, hvis 115 medarbejdere producerer akustikplader i døgndrift lidt syd for Herning.

Lysten til at ræse ud i sommerlandet i ugerne 29, 30 og 31 - den klassiske industriferie - fejler ellers ikke noget:

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at flere end 1,1 millioner lønmodtagere holdt ferie i ugerne 29 og 30 i juli i 2018. Det svarer til, at fire ud af ti på arbejdsmarkedet holdt ferie samtidig, skriver erhvervsmediet dibusiness.dk.

- For medarbejderne er ønsket om industriferie langt fra dødt, men de færreste virksomheder i global konkurrence har råd til at have et produktionsanlæg til millioner af kroner stående stille i tre uger, siger chef for BSC Metal- og Maskinindustrien Jesper Madsen, Dansk Industri (DI).

Industriferien
- Periode hvor de fleste ansatte i industrien holder ferie.
- I Danmark som regel tre uger i juli.
- Ordet er kendt siden 1963.
- Ferieloven blev vedtaget af Rigsdagen i 1938. Den gav arbejderne ret til 14 dages ferie.
- Der fandtes bestemmelser om ret til ferie med løn i de kollektive overenskomster før den første ferielov. I 1915 var der 279 kollektive overenskomster, der indeholdt bestemmelser om ret til ferie med løn. Det svarede til cirka 1/6 af samtlige overenskomstdækkede medarbejdere.
Kilder: Den Danske Ordbog, Arbejdermuseet, Dansk Industri (DI)

Ekstra folk til øllet
Carlsberg hyrer ligefrem ekstra mandskab ind til at supplere de flere end 800 medarbejdere, der allerede arbejder med produktion og logistik.

- Vi kan på ingen måde sende alle folk på tre ugers ferie i juli. Tværtimod. Vi kører i forvejen 24/7/365 for at brygge al den øl, der bringer os sammen i sommervarmen. På logistiksiden må vi faktisk hyre ekstra ind til at køre de mange øllastbiler ud i sommerlandet, siger HR-director Anne Tang Magnussen.

Ferietallene fra Danmarks Statistik er stort set de samme som for 13 år siden, hvor Danmarks Statistik senest kiggede på danskernes sommerferievaner: 

I 2005 rullede 43 pct. af arbejdsstyrken afsted mod sommerhuse, campingpladser, havne og hoteller i ugerne 28, 29 og 30. Meget lidt har altså ændret sig i ferieønsker fra medarbejderne side i nyere tid.

Puder og madrasser døgnet rundt
Hos Dan-Foam, der fremstiller Tempur-puder og -madrasser til 80 forskellige lande, afvikler de 186 medarbejdere på fabrikken i Aarup ferie, så det passer med produktionen.

- Vi producerer som normalt, døgnet rundt hele ugen undtaget lørdag, hvor vi vedligeholder, siger HR-manager Susanne Elbæk Knudsen til erhvervsmediet dibusiness.dk.

Selve retten til overhovedet at holde ferie fejrede sidste år 80 års fødselsdag.

- Ferieloven bliver vedtaget af Rigsdagen i 1938. Her får arbejderne ret til 14 dages ferie. Inden da er det ingen lovmæssig ret, at en arbejdstager kan holde ferie, skriver Arbejdermuseet på sin hjemmeside.

Originalartikel: https://www.danskindustri.dk/di-business/arkiv/nyheder/2019/6/danskerne-holder-industriferie-mens-produktionslinjerne-korer/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126