23948sdkhjf

Amada: Maskinkunderne er varme

Korte beslutningsprocesser og store projekter har præget efterspørgslen i øjeblikket, lyder det fra Amada

Teknikerne og sælgerne fra Amada har brugt rigtig mange timer på landevejen i foråret. For den danske afdeling af den japanske maskinproducent mærker en generel travlhed.

- Vi har oplevet et forår, hvor der er rigtig meget interesse, mange forespørgsler og mange projekter. Det er konkret interesse med rigtig mange fremvisninger og ikke løse forespørgsler. Nu begynder ordrerne at komme, siger teknisk chef Michael Laursen, Amada Denmark, der i øjeblikket mærker en kortere beslutningstid hos kunderne.

Den øgede efterspørgsel kommer fra en blandet skare af kunder. Både underleverandører og egenproducenter, men lige i tiden er det sidstnævnte, der er mest aktive.

- Jeg tror, at det er fordi, at virksomhederne har haft en del gode år i rap, så kommer man dertil, hvor man overvejer, om man kan lave tingene billigere selv. Altså kunderne insourcer, uddyber han.

Egenproducent effektiviserer
Et eksempel på en egenproducent, der har købt stort ind, er Kverneland i Kerteminde. Her er der investeret i en optimering af produktionen. Tidligere havde landbrugsmaskine-producenten fire laserskærere af et andet fabrikat og den ældre teknologi CO2-skæring. Hos Amada har kunden købt en stor fiberskærer med fuld automatisering, stort pladetårn og emnesortering. Fiberskæreren erstatter to-tre af CO2-laserskærerne, fortæller Michael Laursen.

- Vi har fået store ordrer på store laseranlæg her i foråret. Det er alt sammen større anlæg og med en eller anden form for automatisering, pladetårn og ilægning og udtagning, så kunderne kan udnytte en større del af døgnet, siger den tekniske chef.

- Der har været et par bølger siden finanskrisen, der minder om den travlhed, som vi oplever i øjeblikket. Travlheden startede før jul.

Længere leveringstid
Han peger på, at en større efterspørgsel i markedet for pladebearbejdning giver grundlaget. Og der kan samtidig findes en række fordele ved de teknologispring, som nye maskiner giver.

- Vores ordrepipeline er større end i flere år. Og det afspejles også i længere leveringstider end normalt. Det er selvfølgelig et tegn på, at der er stor efterspørgsel i Europa, siger Michael Laursen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.205