23948sdkhjf

Metalprint rykker ind på industriuddannelserne

Studerende på industritekniker- og værktøjsmageruddannelserne kan fremover vælge to nyoprettede specialfag i 3D metalprint.

Metalindustriens Uddannelsesudvalg (MI) har udviklet to fag inden for 3D-print i metal til industritekniker- og værktøjsmageruddannelsen. Fagene skal imødekomme det stigende fokus på den nye teknologi i industrien.

Derfor kan lærlinge på industritekniker- og værktøjsmageruddannelsen vælge to fag som valgfri specialefag inden for 3D-print i metal - også kaldet Additive Manufacturing. Fagene er udviklet af MI for at imødekomme udviklingen i industrien.

Fagene gør blandt andet eleverne i stand til at betjene en 3D-metalprinter og fremstille maskin- og værktøjsdele ud fra tegningsmateriale. Eleverne får også kendskab til CAM-simuleringsværktøjer, fortæller Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

Baggrunden er, at 3D-print i metal vinder mere og mere frem i industrien, hvor teknologien bruges til at fremstille produkter og prototyper hurtigere og mere omkostningseffektivt end ved traditionel bearbejdning.

Begrænset brug af metalprint

De nye fag bliver introduceret, selvom uddannelsesudvalget erkender, at den egentlige anvendelse af 3D-print i metal ude på virksomhederne fortsat er begrænset.

Men for at sikre at lærlingene er klædt på til den udvikling, der vil møde dem i fremtiden, har de nu mulighed for at vælge fag inden for området.

- 3D-print er allerede ved at forandre produktionsprocesser i flere brancher. Eksempelvis er man i Plastindustrien nået langt med at introducere 3D-print i forbindelse med produktionen af støbeforme, hvilket kan være med til at øge produktiviteten væsentligt. Det er vigtigt, at virksomhederne har adgang til de kompetencer, der gør dem i stand til at udnytte den nye teknologi, og det er vi med til at sikre med de to nye fag, siger Michael Boas, chefkonsulent i DI og medlem af Udviklingsgruppen for Industri og værktøj.

Viden nødvendig

I dag findes der to AMU-kurser inden for 3D-metalprint, men uddannelsesudvalget peger på, at den teknologiske udvikling har gjort det vigtigt at udvikle to længere fag om metalprint til industritekniker- og værktøjsmageruddannelserne.

- Så fremtidens faglærte får en dybere viden om teknologierne og principperne bag 3D-metalprint. Når behovet stiger yderligere i branchen, vil vi også kunne udbyde dette som efteruddannelse til de industriteknikere og værktøjsmagere, der allerede er udlært, siger Torben Andresen Lindhardt, sekretær i Uddannelses- og IKT-Sekretariatet i Dansk Metal og medlem af Udviklingsgruppen for Industri og værktøj.

Udvalget peger på, at de to nye fag er udviklet meget tidligt i implementeringsfasen af teknologien i industrien. Derfor vil der kun være få institutioner, der i starten kan udbyde fagene. Herningsholm Erhvervsskole har som den eneste erhvervsskole anskaffet sig en 3D-metalprinter, og de nye fag bliver derfor som udgangspunkt afviklet der, oplyser Metalindustriens Uddannelsesudvalg.

Artiklen er en del af temaet Metal&Print.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078