23948sdkhjf

AVN-gruppen leverer solidt regnskab

Trods massive investeringer i hydraulik-divisionen løfter maskin- og teknikleverandøren AVN både koncernens omsætning og bundlinje i nyt regnskab

Hydraulik- og teknikvirksomheden AVN Gruppen er klar med et årsregnskab, der af koncerndirektør Ole Krabbe bliver betegnet som "rigtig godt".

AVN har hovedkvarter i Brøndby samt afdelinger i både Odense, Esbjerg, Silkeborg, Kolding og Aalborg. Og det går godt for virksomheden med i alt 135 ansatte.

Regnskabet 2018/2019 blev lukket 30. april, og omsætningen er vokset 10 pct. og nærmer sig 300 mio. kr., mens resultatet før skat er vokset 50 pct. i forhold til forrige regnskabsår. Her var overskud før skat på 4,2 mio. kr.

- Vi har lukket et rigtig godt regnskab, som vi er meget tilfredse med i et år, hvor vi også har investeret rigtig meget, siger Ole Krabbe med henvisning til de store forandringer i AVN Hydraulik.

AVN Hydraulik er i dag godkendt Parker servicecenter samt partner for Bosch Rexroth og har efter en stribe opkøb hydraulikcentre i både Brøndby, Odense og Esbjerg samt serviceafdelinger i Kolding og Aalborg.

- Vi har brugt rigtig meget tid på at blive autoriseret Parker servicecenter på pumper og akkumulatorer, og vi har konstant udviklet vores hydraulikdivision, så vi nu står med en utrolig stærk organisation og er på plads med servicecenter, værksted og testcenter på alle lokationer, siger Ole Krabbe, som også glæder sig over, at de mere end 20 service-biler i AVN Hydraulik-divisionen er fuldt belagt og konstant servicerer, reparerer og monterer for kunder i industrien.

Store forventninger
Koncerndirektøren har da også fremadrettet store forventninger til Hydraulik-divisionen, som i praksis består af både AVN Hydraulik, AVN Hydropower og BB Hydraulikservice.

- Vi er meget tilfredse med, at hydraulik-delen har været i økonomisk balance i en periode, hvor vi har investeret så meget. Det har været et kæmpe arbejde, og det koster at vækste, siger Ole Krabbe.

Når Ole Krabbe forventer vækst fremadrettet, så skyldes det ikke mindst rollen som Parker servicecenter. For rigtig mange industrivirksomheder har i dag en hydraulik-akkumulator fra Parker eller fra Olaer, som Parker opkøbte i 2012. Det er akkumulatorer, som AVN Hydraulik både har udstyr og kompetencer til at servicere og reparere eller udskifte til nye fra lager.

Trumpf indfrier forventninger
Generelt betegner Ole Krabbe regnskabsåret som et år præget af god aktivitet i industrien.

Det er da også bredt i koncernen, at regnskabstallene ser fine ud. Det gælder også i AVN Pladeteknik, hvor kernen er pladebearbejdningsmaskiner fra tyske Trumpf.

- Trumpf salget har indfriet forventningerne, og vi håber at løfte salget yderligere, nu når vi har fået Lissmac og Kohler ind i gruppen, siger Ole Krabbe med henvisning til to nye maskinagenturer på pladeområdet.

Lissmac er tysk producent af slibe- og afgratningsmaskiner. Kohler producerer retteværk til pladeforarbejdning af hele plader inden den videre bearbejdningsproces.

- Det er to agenturer, der passer godt i sammenhæng med kantpresse, stanse- og skæremaskinerne fra Trumpf, og de agenturer forventer vi os meget af, siger Ole Krabbe.

Salget i AVN Pladeteknik skal samtidig styrkes af et kommende showroom i Brøndby med kørende maskiner fra netop Lissmac og Kohler samt en elektrisk kantpresse fra Trumpf. Hvornår det nye showroom åbner er endnu ikke fastlagt.

Ole Krabbe slår fast, at han er meget stolt over, at AVN repræsenterer Trumpf i Danmark.

- Det er nogle af verdens bedste maskiner inden for pladebearbejdning, og sammen med vores dygtige 13 mand store serviceteknikerstab og hurtig adgang til reservedele, er kunderne sikret en stor driftssikkerhed ved at vælge os. Vi har ligeledes stor succes med at uddanne vore kunder til optimal brug af maskinerne, ofte holder vi kurser i Brøndby, hvor kunder sender deres medarbejdere ind på en uges kursus, siger han.

Spånerne flyver
I den spåntagende metalindustri har AVN Teknik også haft et godt år.

- I årets løb kunne vi mærke travlheden hos vores dygtige kunder, der har været stor efterspørgsel på vores skærende værktøjer, som kommer fra producenten Walter, der står for et bredt program af blandt andet bor, snittappe, fræsere og platter, siger Ole Krabbe, som slår fast, at AVN’s tekniske konsulenter meget gerne hjælper kunderne med optimal bestykning og opsætning.

- Det fælles mål er, at vi i Danmark kan blive så konkurrencedygtige som muligt, siger han.

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109