23948sdkhjf

Maskinfabrik: ”Vi har bygget os selv en redningskrans”

Engskov Maskinfabrik klarede finanskrisen uden røde tal og har haft vækst siden 2011. Ringsted-virksomheden har garderet sig mod en ny krise ved at indbygge et års afdragsfrihed, når den leaser til nye, store investeringer, fortæller CEO Jes Gravesen

Mærker I optræk til en ny krise?
– Nej, det synes jeg ikke. Vi har stadig en svag stigning i omsætningen og får nye kunder. Men vi ved jo, at spørgsmålet ikke er, om krisen kommer, men hvornår den kommer.

Hvad lærte I af finanskrisen?
– Vi slap igennem uden røde tal. Vi tilpassede vores omkostninger – særligt lønomkostningerne. Vi var desværre nødt til at sige farvel til cirka 10 medarbejdere lige i starten af krisen. Men i 2011 vendte det for os, og siden har vi kunnet ansætte 25.

Hvordan ville I stå rustet, hvis en ny finanskrise ramte i morgen?
– Godt. Vi har bygget os selv en redningskrans: Vi leaser til større investeringer som for eksempel de bearbejdningsmaskiner, vi har. I leasingaftalerne har vi indbygget et års afdragsfrihed, hvis en nødsituation opstår. Det koster på den korte bane men betyder samtidig, at den dag krisen rammer – ude i verden eller hos en af vores store kunder – kan jeg trykke stop på omkostningerne. Og så har jeg et år til at rekonstruere virksomheden, bygge ny omsætning og finde nye kunder.

Har I gjort noget særligt på kunde­siden for at være klar til en krise?
– Vi prøver at øge kundespredningen. Vi har for eksempel overtaget en virksomhed inden for bygningsstål. På den måde har vi spredt vores risiko lidt og fået et ekstra ben at stå på, men stadig inden for vores kompetenceområde.

Har I gjort noget i forhold til med­arbejderne?
– Vi har lagt en fleksibilitet ind. Via efteruddannelse og intern oplæring arbejder vi hen imod mere agil ledelse og mere inddragelse i driften. Målet er, at medarbejderne skal kunne flere forskellige job – og at flere kan tage over i driften, hvis det bliver nødvendigt.

Hvad ser du som de største trusler mod virksomheden i øjeblikket?
– Vi hører jo også nyhederne om uroligheder i verden, brexit og handels­krigene. Ingen ved, hvordan det vil gå i verden eller for eksempel Tyskland og Frankrig, som flere af vores kunder eksporterer til. Vi ved kun, det pludselig kan gå lynende stærkt den forkerte vej.

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business. Læs også magasinet DI Business med tema "rustet til krise"

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091