23948sdkhjf

Alfa Laval inviterer iværksættere ind på matriklen

Alfa Laval Copenhagen slår dørene op for et væksthuskoncept for innovative iværksættere, som får mulighed for at udvikle deres virksomhed under Alfa Lavals vinger. 5. september var der officiel indvielse af Alfa Laval Innovation House, Copenhagen

Videndeling og samarbejde om innovative forretningsideer er centrum for Alfa Laval Copenhagens nye væksthuskoncept, Alfa Laval Innovation House, der blev indviet den 5. september. Konceptet indebærer, at Alfa Laval inviterer udvalgte startups og iværksættere ind på matriklen i Søborg, hvor de får mulighed for at udvikle og drive deres virksomhed i en årrække. Det skriver erhvervsmediet DI Business.

Ambitionen er dels, at iværksætterne kan trække på viden, netværk og kompetencer fra Alfa Lavals mange medarbejdere og divisioner. Og dels at Alfa Laval med tiden kan udnytte og omsætte eventuelle snitflader mellem de innovative forretningsideer og Alfa Lavals egne ydelser og servicer til konkret forretning, fortæller administrerende direktør Per Lund Hansen:

- Vi forsøger at tænke innovation på en ny måde ved at invitere eksterne iværksættertalenter helt ind i vores virksomhed og hjælpe dem med at udvikle sig - og måske tilmed investere i dem, hvis det giver mening, siger Per Lund Hansen.

Lukker ned for produktion
Beslutningen om at åbne Innovation House skal ses i forlængelse af Alfa Laval Copenhagens igangværende transformation fra produktionsenhed til globalt center for virksomhedens Food & Water Division. Målet er, at Alfa Laval Copenhagen skal have fokus på forskning, udvikling og design af teknologier til fødevareproduktion og spildevandsbehandling.

- Som led i den udvikling flyttede vi i 2017 vores produktion af ballastvandsløsninger til skibe til Aalborg, mens vi i 2021 lukker endeligt ned for vores produktion af dekantere, der fremover vil finde sted i Krakow i Polen. Til den tid vil det nuværende produktionsområde kunne indgå i Innovation House som et sted, hvor virksomhederne kan arbejde med og teste deres løsninger, fortsætter Per Lund Hansen

Fra tidlige startups til Innovation House
Huset er først og fremmest for iværksættere, der beskæftiger sig med løsninger, der kan relateres til Alfa Lavals aktiviteter.

- Det er klart, at det er særligt interessant for os at tage virksomheder ind, som på sigt kan være med til at skabe ny forretning for os. Men vi åbner også dørene for virksomheder med ydelser og idéer, der går på tværs. Det kunne eksempelvis være iværksættere, der arbejder med et felt som digitalisering, der jo netop er relevant og interessant både for andre iværksættere og startups, men i høj grad også for os, siger Per Lund Hansen

I Dansk Industri (DI) er Dorte Gram Nybro, chef for SMV og iværksætteri, begejstret for tankerne bag det nye hus.

- Det er godt for begge parter, når de store og etablerede inviterer de små og nystartede virksomheder indenfor. Det er virkelig godt for de nystartede virksomheder at kunne trække på erfaringerne hos de etablerede, og de etablerede får virksomheder ind, der tænker helt nyt og kan handle mere ubundet end de selv kan. Det er ren win-win, siger Dorte Gram Nybro.

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111