23948sdkhjf

Århusiansk virksomhed vandt nystiftet bæredygtighedspris

VisBlue blev tirsdag hædret for sit bæredygtige bidrag til industrien med HI-messens nystiftede pris "HI Sustainable Development Award 2019".

Den nye pris tager afsæt i FN's 17 verdensmål, der sætter retningen for en mere bæredygtig udvikling for såvel mennesker og dyr som miljø og klima.

Formand for ingeniørforeningen IDA, Thomas Damkjær Petersen, overrakte prisen til Søren Bødker, CEO og co-founder i VisBlue, der indtog scenen sammen sin kollega Katharina Ejlskov Laursen, marketing & communications manager i VisBlue.

- Det er en stor ære at stå her i dag og vinde den her pris. Det er ikke kun mig, men selvfølgelig hele holdet, der har den grønne omstilling som DNA og forsøger at leve op til det hver eneste dag. Og jeg håber, at I alle sammen vil hjælpe med at føre de her mål ud i verden. Tak for det, sagde Søren Bødker til overrækkelsen. 

Den århusianske virksomhed med adresse på Bautavej 1A er blevet udpeget af en ekspertjury og modtog prisen for udviklingen af en batteriteknologi, der gør det muligt at lagre overskydende strøm fra vedvarende energikilder og frigive den igen efter behov. VisBlues såkaldte redox flow-batteri sikrer en stabil adgang til den strøm, der genereres fra vedvarende energikilder, og virksomheden er ifølge juryen således med til at sikre en bedre adgang til og udnyttelse af bæredygtig og pålidelig strøm.

Temperaturspænd og lang levetid
I modsætning til gængse batterityper, hvor energien gemmes i et solidt materiale, lagrer VisBlue strømmen i en væske, hovedsageligt bestående af vand. Dermed kan batteriet hverken brænde eller eksplodere, hvilket gør det sikkert at placere batteriet i tæt befolkede og bebyggede områder.

Batteriet kan samtidig operere i et stort temperaturspænd, hvilket giver fleksibilitet i forhold til installationer verden over. Desuden er batteriets levetid væsentlig længere end andre batterityper – nemlig minimum 20 år. VisBlues teknologi bidrager dermed til at fjerne en væsentlig barriere for udbredelsen og anvendelsen af vedvarende energi, både i Danmark og resten af verden.

Derudover kan batterierne være med til at udbygge decentral energiforsyning baseret på rene energikilder i lande, der ikke i forvejen har en central energi-infrastruktur, som for eksempel fjernvarmeværker. VisBlue bidrager desuden til ansvarligt forbrug og produktion ved at genanvende og forsvarligt håndtere affaldet fra batterierne, hvoraf 99 pct. kan genbruges.

Foruden Visblue var også R&D Engineering, Chr. Hansen, InnospeXion og Bio-Circle Surface også med i opløbet til at modtage prisen.

Se mere om messen Artiklen er en del af temaet HI 2019.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109