23948sdkhjf

Millpart får foden indenfor i flyindustrien

Millpart indgår en 10-årig aftale med amerikanske Parker Aerospace

Fem år og 15 mio. kr. har Millpart brugt på at få foden inden for til flyindustrien i USA.

- Den her kontrakt viser, at selv om vi kun er en mellemstor virksomhed med 40 medarbejdere, kan vi godt konkurrere på den globale markedsplads, siger Niels Jørgen Nielsen, administrerende direktør i Millpart, i en pressemeddelelse.

Millpart blev grundlagt i 2001 og beskæftiger sig udelukkende med produktion af hydraulikrelaterede produkter, blandt andet hydraulikblokke.

Aftalen med Parker Aerospace er dugfrisk og strækker sig over 10 år. Forløberen er en femårig aftale, som blev indgået i februar i år, og som indebar, at MillPart skulle producere fem forskellige hydrauliske emner i aluminium. Komponenterne bruges til at styre flyets rorflader med. De fem emner er også med i den nye 10-årige aftale sammen med yderligere fire emner – i alt ni forskellige flykomponenter.

- Det er første gang, Parker Aerospace entrerer med en underleverandør udenfor USA på disse specifikke manifolds, så vi er stolte og går rundt med rettet ryg. Men vi har ikke kunnet løfte opgaven alene. Vi har samarbejdet med en række vitale teampartnere med hvert deres speciale, tilføjer Niels Jørgen Nielsen.

DMG Mori har stillet et fem-akset bearbejdningscenter til rådighed, Kyocera Unimerco har bidraget med skærende værktøjer, OK med en køleløsning, MTS Randers med måleudstyr, IPES med programmering og DAMRC med hjælp til bearbejdningsoptimering og projektstyring.

Behov for mere maskinkapacitet
Planen er nu at bygge et fleksibelt FMS-anlæg med tre spåntagende maskiner, hvoraf den ene allerede er i hus.

MillPart får leveret aluminiummen fra USA. Det er typisk blokke på 42 kg, som efter en ordentlig omgang spåntagning – som i nogle tilfælde tager fem-seks timer at bearbejde – bliver til et komplekst emne på 3,2 kg.  

- Vi forventer at udvide vores produktion med fem til syv nye emner om året, så aerospace kommer til at udgøre en betydelig del af vores forretning fremover, pointerer Niels Jørgen Nielsen.

For at få flere forretningsmæssige ben at stå på har MillPart siden finanskrisen arbejdet målrettet på at finde nye kunder inden for ”nye” industrier. Aerospace blev i 2016 lagt i hænderne på Torben B. Jensen, der kom fra en lederstilling inden for denne industri. Han er direktør for Aerospace og Defence og er arkitekten bag den nye kontrakt med den amerikanske virksomhed. Som en del af processen er Millpart blevet EN/AS 9100-certificeret, som er en forudsætning for at kunne levere til flyindustrien.

Parker Aerospace er en del af Parker Hannifin-koncernen, som beskæftiger cirka 58.000 medarbejdere på verdensplan og omsætter for over 14 mia. dollars. Parker Aerospace har 22 produktionsvirksomheder i USA og leverer til verdens førende flyproducenter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078