23948sdkhjf

Nyt stålnetværk vil tage fat i de unge

Fynsk netværk skal arbejde for at få flere lærlinge i industrien ved blandt andet at invitere de unge på besøg i virksomhederne

En række fynske stålvirksomheder går nu sammen for at sikre branchen kvalificeret arbejdskraft.

- Vi forsøger at sikre vores fremtid med hensyn til svende og lærlinge. Jeg tror, vi kan hjælpe hinanden med at få den rigtige arbejdskraft, siger direktør Lars Broe fra Lars Broe Rustfri Stål A/S i Odense.

Virksomhederne går sammen i netværket Stålakademiet, og de håber at samle mange virksomheder fra branchen.

- Vi mangler alle sammen udlærte håndværkere. Jeg tror, at vi kan hjælpe hinanden. Hvis der er nogen, der har en god ung ansat, men ikke selv kan tage ham som lærling, så kan vi bruge hinanden. Vi skal sørge for at få de unge ind i erhvervet. Der er 900 faglærte metalarbejdere om året, der går på pension. Så det gælder om at finde nogle ny medarbejdere til erstatning. Der bliver ikke gjort nok i øjeblikket, siger Lars Broe.

Flere andre større fynske metalvirksomheder står bag det nye netværk. Det gælder Kverneland Group i Kerteminde, Jeros i Ringe, Dansk Stålmontage i Odense og Kami Stål i Faaborg.

Netværket er så småt gået i gang, men der er officiel start 1. januar. Virksomheder, der vil deltage, skal betale et kontingent på 2.500 kr. per år for at få adgang til netværkets arrangementer og services.

Hjælpe med lærlinge
Daglig leder af netværket bliver Steen Nielsen, som er chefkonsulent i Fyns Maritime Klynge og tidligere afdelingsleder for industriuddannelserne på Syddansk Erhvervsskole i Odense.

- Min opgave bliver at være bindeled mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Jeg kan hjælpe virksomheder, der søger lærlinge, eller som søger efteruddannelse til sine medarbejdere. Jeg kan også repræsentere virksomhederne på job- og uddannelsesmesser, siger Steen Nielsen.

- Vi fokuserer i første omgang på Fyn. Men vi tager også gerne sydjyske virksomheder med, siger han.

Steen Nielsen har tidligere medvirket til, at Svendborg Erhvervsskole fik genåbnet sin industritekniker-uddannelse, og at eleverne herfra fik praktikpladser.

Ud i virksomhederne
En meget vigtig del af Stål-akademiets arbejde bliver at tiltrække skoleelevers opmærksomhed til de erhvervsfaglige uddannelser.

- Vi vil rigtigt gerne have de unge ud på virksomhederne. Jeg skal ud i nogle skoler og fortælle om jobmulighederne i industrien.

Kurser og kompetencer
Han vil bruge sit store netværk i industrien og i uddannelserne til at hjælpe virksomhederne til at skaffe de rigtige kompetencer gennem efteruddannelse

- Vi vil prøve at koordinere det, så der kan skabes nogle kurser, hvor medarbejdere fra flere virksomheder kan deltage, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094