23948sdkhjf

- Vi skal øge de unges forståelse for industrien

Ishøj Mekaniskes direktør opfordrer i kraftige vendinger industrien til at tage bedre fat om de helt unge i folkeskolen og plante frø for fremtiden - han går selv forrest

Industrien skal skrue gevaldigt op for arbejdet med de unge i folkeskolen for at øge de unges forståelsen for, hvad der rent faktisk foregår i den danske industrisektor.

Og vise de unge, at der findes andre muligheder end en tur i gymnasiet, når folkeskolen er slut.

Sådan lyder de klare budskaber fra direktør Allan Rasmussen fra Ishøj Mekaniske.

Han arbejder selv med de unge mennesker i Greve Kommune i samarbejde med det lokale ungecenter, syv folkeskoler, en stribe lokale erhvervsvirksomheder og det lokale erhvervscenter.

- Der mangler i samfundet en generel forståelse for industriområdet, og industrien og erhvervslivet skal vise sig meget bedre frem. Industrien skal selv kontakte folkeskolerne og hjælpe dem med det her. Det er os, der skal vise de unge, hvad vi laver, siger Allan Rasmussen, der selv går forrest og ofte har grupper af folkeskoler på virksomhedsbesøg hos Ishøj Mekaniske.

Arbejdet koster tid
Allan Rasmussen er også bestyrelsesmedlem i Københavns Smedelaug under DI, og han er aktiv i DI’s lærlingeindsats. Han erkender, at det koster tid at arbejde med de unge, men indsatsen er nødvendig.

- Vi kan ikke høste, hvis vi ikke sår et frø, og vi skal have fat allerede i 6.-7. klasse, siger han og opfordrer også flere virksomheder til at tage en skolepraktikant med indenfor.

For har de unge mødt og mærket industrien allerede i folkeskolen, er der større chance for, at de senere vælger en vej som faglært.

- Det handler om, at vi skal kigge på resurserne i samfundet, og der er for mange unge, der i dag bliver ført gennem gymnasiet, selvom det slet ikke er det rigtige for dem, siger Allan Rasmussen, som henviser til, at 28 pct. af unge med en studentereksamen efter to år fortsat ikke er kommet i gang med en uddannelse.

En stor del af dem burde have overvejet industrien, der har masser af gode ting at tilbyde de unge.

- Som lærling tjener du penge med det samme, du får løn fra dag nummer et, og det er væsentligt. Der er så mange hjælpemidler i dag, at alle kan tage de her uddannelser, siger han og henviser til, at der i en moderne industrivirksomheder ikke er noget beskidt eller stærk mand over jobbet.

Find de rigtige fortæller
Når det handler om at trænge ind til de unge, så er det naturligvis afgørende, hvordan ordene siges. Derfor behøver det heller ikke nødvendigvis være direktøren, der viser den enkelte industrivirksomhed frem.

- Find den medarbejder, der rent faktisk kan og har lyst til at formidle det her til de unge, siger Allan Rasmussen, som også mener, at erhvervsskolerne bør gå mere ind på de unges bane, når det handler om at fange dem.

- De unge hører jo om, hvordan gymnasiet er en stor fest i tre år, og det er man nødt til at acceptere. Derfor mener jeg også, det vil være en god idé hvert år at holde en kæmpe fest for de unge, der bliver uddannet på de tekniske skoler, siger Allan Rasmussen fra Ishøj Mekaniske.

Ishøj Mekaniske har selv to industritekniker-lærlinge og samarbejder med erhvervsskolen Next på den front.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171