23948sdkhjf

Grænseværdi for krom 6 i arbejdsmiljøet skærpes

Stramningen betyder, at grænseværdien bliver sænket til en femtedel af den gældende grænseværdi og kommer på niveau med den laveste i EU

Grænseværdien for krom 6 bliver sænket til det laveste niveau i EU, og en række supplerende indsatser skal være med til at sikre beskyttelsen af de ansatte.

Det er resultatet af drøftelserne mellem arbejdsmarkedets parter, som et bredt politisk flertal har nikket til.

Den nye grænseværdi for krom 6 vil lyde på 0,001 mg/m3. Derved får Danmark den strammeste grænseværdi i EU sammen med Holland og Frankrig. Efter fire år skal grænseværdien sænkes yderligere til 0,00025 mg/m3, medmindre der viser sig at være tekniske, økonomiske eller kontroltekniske hensyn, der gør, at det ikke er muligt, eller hvis det viser sig muligt at sænke værdien yderligere.

Foruden en nedsættelse af grænseværdien bliver regelgrundlaget for krom 6-arbejde nærmere analyseret med henblik på at skærpe kravene, hvis det er muligt inden for EU-retten. Desuden bliver der sat gang i udvikling af flere indsatser i form af blandt andet et servicetjek af svejseuddannelsen, styrket tilsyn og vejledning til virksomhederne.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger i en pressemeddelelse:

- Det skal være sikkert at gå på arbejde. Derfor har vi i Danmark meget strenge regler for arbejde med kræftfremkaldende stoffer som krom 6. Grænseværdier er blot et af flere redskaber.

- Jeg er glad for, at det med enighed mellem arbejdsmarkedets parter og bred opbakning blandt mine folketingskollegaer er lykkedes at finde frem til en løsning med en trinvis indfasning af en ny skærpet grænseværdi og nye indsatser, der kan understøtte grænseværdien.

- Jeg er særligt glad for, at vi med aftalen får sat fornyet fokus på at beskytte svejsere mod krom 6. Virksomhederne vil få et godt grundlag for at sørge for, at den enkelte medarbejder er fuldt ud beskyttet ved svejsning, som reglerne kræver det.

Den nye grænseværdi forventes at træde i kraft den 1. juli 2020.

Artiklen er en del af temaet Krom 6.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094