23948sdkhjf

Nilfisk-direktør kalder året ”skuffende”

Nilfisk har været igennem et hårdt 2019, og nu viser det netop offentliggjorte regnskab, at virksomheden har mistet 87,8 mio. euro i omsætning svarende til 656 mio. kr. fra 2018 til 2019.

Regnskabet viser også, at Nilfisk ikke kom i mål med de forventninger, de havde til året ved indgangen til 2019. Til gengæld landede koncernen inden for skiven på de forventninger til en negativ vækst på -4,5 pct., koncernen senest nedjusterede til og meldte ud i oktober.

Nedgangen i omsætningen svarede nemlig til 4,1 pct., fremgår det af regnskabet.

Skuffet direktør
Og det var da heller ikke en tilfreds direktør, der tirsdag fremlagde regnskabet.  

- 2019 var et skuffende år målt på vores finansielle performance, der var markant lavere end vores forventninger, da vi gik ind i året, lyder det fra administrerende direktør i Nilfisk, Hans Henrik Lund.

Han tilføjer, at resultatet blandt andet er påvirket af træge markeder i Europa og USA samt frasalg og afvikling af forretningsområder. 

- Dette førte samlet set til negativ organisk vækst og lavere indtjening end forventet, hvilket er skuffende, lyder det fra direktøren.

Langt fra 2017-niveau
Nilfisks bundlinje lider også under det svære 2019. Årets resultat er faldet fra 10 mio. euro i 2018 til 8,7 mio. euro i 2019 (henholdsvis 74,7 mio. kr. og 65 mio. kr.).

Dermed er der langt til resultatet i 2017, hvor resultatet lød på 40 mio. euro (knap 300 mio. kr.).

Øjner fremskridt
I de seneste år har Nilfisk været i gang med en ny strategi, der skulle implementere fælles strukturer, processer og værktøjer igennem hele den globale forretning. Det arbejde forventer direktøren sig meget af fremadrettet.

- På den positive side så vi samtidig gode fremskridt i eksekveringen af vores strategi. Vi fortsatte med at harmonisere vores organisationsstruktur og lancerede vores selvkørende maskine i alle nøglemarkeder. Med de mange ændringer, der er implementeret over de seneste år, går vi derfor ind i 2020 med fornyet fokus på vores kunder og den kommercielle eksekvering, siger han.

Nilfisks forventninger til 2020

• I 2020 forventes den samlede forretning at levere en organisk vækst på -4 pct. til 1 pct. sammenholdt med 2019
• Den organiske vækst i 2020 forventes at variere hen over kvartalerne. Den organiske vækst i første halvår forventes således at være negativ, mens der forventes positiv organisk vækst i andet halvår
• Ebitda-marginen før særlige poster forventes at ligge i spændet 12-13 pct

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141