23948sdkhjf

Danfoss tager smart laserskæring i brug

Danfoss Heating Heat Exchangers har indkørt laseranlæg, hvor der skæres blanketter til varmevekslere i frit flow direkte fra coil. Værkfører melder om solide gevinster

På kort tid er det lykkedes laserafdelingen hos varmevekslerproducenten Danfoss at få et nyt skæreanlæg fra italienske Produtech op at køre.

Der er tale om et anlæg, hvor blanketter til pladevarmevekslere skæres direkte fra coil i et frit flow. Laserskæreren blev efter flere års planlægning installeret i december sidste år i samspil med maskinhandleren Kapema.

Værkfører i laserafdelingen hos Danfoss Heating Heat Exchangers, Peter Gram, melder om solide gevinster på anlægget, der er kommet op at køre hurtigere end planlagt.

- Vi producerer på den nu, men der er stadig ting, vi skal have justeret, men helt overordnet er jeg yderst tilfreds, siger Peter Gram.

Blanketter uden sprøjt
Tilfredsheden skyldes flere faktorer, hvor en af de centrale er, at risikoen for sprøjt på bagsiden af de skårne blanketter er elimineret, da de skæres i frit flow uden bagkant. Blanketter med opsprøjt kan nemlig ikke sendes videre til de maskiner, hvor de presses med det mønster, der giver udvekslingen i selve varmeveksleren.

- Vi bruger laser på emneserier i specialmaterialer og på ordrer i mindre styktal, hvor der ikke er økonomi til at producere et stanseværktøj, og vores beregninger indtil nu viser, at vi på enkelte typer emner kan producere 60 emner i timen nu i modsætning til tidligere, hvor vi kørte 18-20 emner igennem i timen, siger Peter Gram, der henviser til, at en hel arbejdsgang er blevet elimineret.

- På andre typer producerede vi cirka 50-60 emner i timen tidligere, hvor vi i dag kan producere op mod 200 emner i timen, uddyber han.

For tidligere skulle pladerne først klippes, hvorefter de blev placeret på en flatbedlaser med to skæreborde, der så blev skiftet ind på laseren, når pladerne var lagt klar.

- Vi skærer simpelthen hurtigere, fordi vi ikke skal skifte bord og plader. Derudover kan vi i planlægningen fylde og placere emnerne vilkårligt i hele coil-bredden, så der kommer mindre materialespild, hvilket vi kommer til at udnytte, siger Peter Gram.

Han forventer da også, at en laser nummer to af samme type kan være på vej til Danfoss, men han slår dog samtidig fast, at den nye type laserskæring ikke kommer til at erstatte stansemaskinerne hos Danfoss. For udstansning af blanketterne vil stadig være den klart hurtigste og økonomisk bedste løsning på de store serier af blanketter.

Overvåget døgnet rundt
I Danfoss’ laserafdeling i Kolding er der 13 ansatte, og Peter Gram har valgt at lægge projekt og maskine i hænderne på en enkelt medarbejder.

Det valg har været godt, forklarer værkføreren.

- Vores laseroperatør har virkelig taget ansvar for det her, og det har gjort, at vi er kommet i hurtigere i gang, end vi havde troet, siger Peter Gram om projektet, hvor laseroperatøren også har taget nye former for teknologi i brug.

Blandt andet er der installeret kamera i laserskæreanlægget.

- Det betyder, at vi kan overvåge systemet døgnet rundt, og samtidig har vores medarbejder adgang til styresystemet via sin computer. Det giver mulighed for meget hurtig reaktion, hvis der opstår problemer, forklarer Peter Gram.

Den aktuelle succes med den nye type laser gør, at Danfoss lige nu har et projekt kørende, hvor der skal skæres i rustfri i 2 mm til en fabrik i Polen, som laver de loddede varmevekslere.

Artiklen er en del af temaet MaskinFokus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115