23948sdkhjf

Stantræk tager et pusterum

Omsætningen steg en smule, og overskuddet faldt en smule. Sådan lyder den korte version af Stantræks 2019-regnskab.

Den ”beskedne” udvikling dækker dog over et år, hvor der har været fuldt drøn på hos den østjyske underleverandør.

Først og fremmest gennemførte Stantræk i 2019 en række større investeringer – blandt andet i en ny 6 kW fiberlaser, et fuldautomatiseret bukkecenter fra Trumpf og et 3D-visions-system.

- Det er det voldsomste investeringsår, vi har haft i Stantræks historie, og det er vi særdeles godt tilpasse med. Det har været muligt med en fantastisk opbakning fra vores bank, og selvfølgelig også med afsæt i de resultater vi har skabt igennem de seneste år, fortæller administrerende direktør Morten Petri Lauritsen.

- Vi har foretaget de markante investeringer sidste år, så nu er der ro på. Vi skal ikke foretage større investeringer i år, vi skal ikke flytte rundt på maskiner eller bygge til eller noget som helst andet. Vi skal bevare roen i vores organisation og firmaet, og så skal vi koncentrere os om drift, og sikre at vi få trimmet alle de fantastiske investeringer, så de yder 100 pct., uddyber han.

Ny salgschef
Udover maskinparken er der også investeret på den organisatoriske side. Det er blandt andet sket med ansættelsen af en ny salgschef.

- Når vi ser frem i Stantræk, er det langsigtet, og der arbejder vi fortsat med en vækststrategi i selskabet. Derfor har vi tilført selskabet yderligere salgsressourcer for at komme endnu tættere på vores kunder og samtidig skabe en større kundeplatform, lyder det fra Morten Petri Lauritsen.

- Det aflaster også mig, som har stået for salget igennem så mange år. Vi får frigivet nogle ledelsesressourcer, så jeg kan varetage nogle andre og for selskabet lidt mere strategiske interesser, tilføjer han.

Omsætningen falder i 2020
Selv om der er investeret markant kommer det ikke til at afspejle sig i et nyt væksthop på den korte bane.

- Vi har fladet vækstkurven en lille smule ud, men det passer os faktisk særdeles godt, for vi skal huske at have alle med, huske at varetage vores kunders interesser på alle områder, og vi skal også passe på hinanden i Stantræk, og derfor skal vi sørge for at løfte virksomheden kontrolleret, og det er det vi gør, forklarer Morten Petri Lauritsen.

- Ser vi videre ind i 2020, så er det min vurdering rent budgetmæssigt, at vi mister lidt omsætning, og det gør vi med afsæt i, at vi har haft nogle store projekter igennem 2018 og 2019, som er afsluttet. Det gør, at vores forventninger til 2020 er noget mere konservative, end det vi har vist de seneste par år, men det er vi afklaret med, siger han.

Ikke påvirket af corona
Heller ikke den aktuelle coronakrise kan tage optimismen fra Stantræk-direktøren.

- Hvis vi ser år til dato, så er vi ikke specielt berørt af situationen. Vi har travlt, og vi kan allerede på nuværende tidspunkt se, at vi ligger markant over budget i første kvartal 2020. Men vi har selvfølgelig udarbejdet en risikovurdering og en plan for at iværksætte diverse initiativer for at nedbringe vores omkostninger, såfremt det bliver nødvendigt, og det kan vi iværksætte med forholdsvis kort, fortæller Morten Petri Lauritsen.

Stantræk A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 20,9 21,9
Resultat af primær drift 9,2 9,6
Resultat før skat 8,6 9,1
Årets resultat 6,7 7,1
Balancesum 56,3 54,1
Egenkapital 20,2 18,6
Antal ansatte 53 47
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079