23948sdkhjf

Klar til at stå på egne ben: Happtec rykker ud af robot-kuvøse

I juni 2018 så Happtec dagens lys, og få måneder efter blev iværksætteren blåstemplet til en af pladserne i Odense Robotics Startup Hub, hvor virksomheden med ph.d. Andreas Holmetoft Lyder i spidsen og den nordjyske robotvirksomhed Technicon i ryggen, startede udviklingen af forretningsideen.

Siden er softwarespecialisten Bjarke Kirkelykke Skjølstrup kommet til.

Igennem den specialiserede startup-forløb i Odense Robotics Startup Hub hos Teknologisk Institut for Robotteknologi, har Happtec på 18 måneder taget sit koncept fra ide til færdigt produkt. Nu trodser de krisen og sender det færdigudviklede produkt på markedet.

Teknologi skal tale sammen
I fremstillingsindustrien er manglende "connectivity" blandt de sværeste udfordringer for at indføre ny produktionsteknologi. Det vil sige, eksisterende og nyt produktionsudstyr, både hardware- og softwaremæssigt, sjældent er forbundet og "taler" ikke sammen. Manglen på "connectivity" forårsager ikke bare tab af dyr viden om produktionen, men er også årsag til at produktionsudstyret ikke bliver udnyttet optimalt.

Men netop det vil Happtec vende markant op og ned på. Derfor lancerer de deres HappTec Smart Gateway:

-  Happtec er et konkret eksempel på, hvor robotudviklingen er på vej hen. Det er en ny og banebrydende måde at øge automatisering og styrke produktioner på, som der er et stort potentiale i, siger Mikkel Christoffersen, klyngedirektør Odense Robotics, i en pressemeddelelse.

Happtecs Smart Gateway er en lille boks, der nemt og enkelt forbinder flere produktionsenheder. Koblingen foregår via en cloudbaseret portal, hvor programmer hentes, hvorefter Smart Gateway kan monitorere produktionsudstyr og opsamle produktionsdata. Ideen er inspireret af smartphone og apps og kræver ingen forudgående programmering.

 Løsningen spiller sammen med Universal Robots cobots. Happtecs Smart Gateway kan desuden udvides til at anvende big data og AI.

Værdifuld sparring
Undervejs i forløbet har Happtec haft adgang til specialiserede forretningsudviklere og teknologieksperter, der har bistået med sparring om forretningsmodel, finansiering, programmering, kunstig intelligens og opsætning af supply chain:

- Takket være 360 graders professionel sparring i hubben har vi kunnet koncentrere kræfterne om hurtig udvikling. Netop tempoet og professionalismen i alle led har gjort, at vi er klar til at gå på markedet og levere den bedste service for vores kunder, siger Andreas Holmetoft Lyder.

Begge parter er enige om, at det har været et værdifuldt forløb, og Andreas Holmetoft Lyder mener, at der netop nu er brug for at være langt mere fleksibel og agil i fremstillingsindustrien. Han påpeger, at alt for omfattende ressourcer spildes grundet et uudnyttet, ineffektivt og ufleksibelt produktionsapparat, der ikke er forbundet i tilstrækkelig grad:

- Mere end nogensinde har produktionsvirksomheder behov for øget fleksibilitet, bedre tilbagebetalingstid og fordele i en mere agil produktion. Det gælder uanset størrelse, branche eller beliggenhed. Vi ser et stort potentiale for at Smart Gatewayen vinder indpas i mange virksomheder i løbet af de næste tre års tid, siger Andreas Holmetoft Lyder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094