23948sdkhjf

OnRobot lancerer nyt visionssystem

Robotarme har ofte til opgave at opsamle emner, som ikke har ensartet placering, form eller størrelse. For at opnå en præcis og ensartet positionering af de emner, robotarmene skal håndtere, tilføjer producenter ofte fiksturer, vibrationsskåle eller andet udstyr. Dette udstyr resulterer i større omkostninger og mere komplekse applikationer, som bliver meget ufleksible, fordi de enten mangler evnen til nemt at opsamle forskellige genstande eller har lange omstillingstider.

- En væsentlig del af vores kundebase ønsker ikke at være bundet til en fast indgående position for et produkt, de ønsker at opsamle, udtaler Enrico Krog Iversen, der er CEO hos OnRobot, i en pressemeddelelse.

- De vil meget gerne fjerne komplicerede, pladskrævende og dyre emnefødere og fiksturer for at opnå dette, men har indtil nu følt, at visionssystemer ikke har været mulige. Vores nye Eyes-visionssystem ændrer alt dette, tilføjer han.

I modsætning til andre visionssystemer på markedet skal Eyes, ifølge direktøren, blot tage et enkelt billede for at kalibrere og genkende dele og har samtidig automatisk fokus, som gør det muligt at arbejde ved forskellige afstande i den samme applikation.

Ifølge OnRobot er Eyes derfor ideelt til at sortere en lang række forskellige genstande eller til CNC-maskinpasning med metaldele, der defineres af deres ydre form samt mange andre pick-and-place-applikationer, hvor retningen er vigtig. Eyes tilbyder også dybdesyn med sit 2,5D-visionssystem.

- 2,5D er hastigt på vej til at blive den perfekte teknologi til visionstyrede applikationer. I forhold til 2D giver det ikke blot information om individuelle deles længde og bredde, men også om højden, hvilket er ideelt, når man arbejder med genstande af forskellige højder eller skal stable genstande, udtaler Enrico Krog Iversen.

Simpel at montere
Eyes er nemt at montere på robottens led eller eksternt, og det kan problemfrit integreres med alle førende kollaborative og lette industrielle robotarme takket være OnRobots One System Solution, som er et samlet mekanisk og kommunikationsinterface baseret på virksomhedens Quick Changer, der nu er en integreret del af alle OnRobot-produkter.

Det nye visionssystem kommunikerer direkte med andre OnRobot-enheder, hvilket gør at Eyes kan anvendes sammen med enhver af OnRobots grippere. Med en dobbelt opsætning er det via en dobbelt Quick Changer muligt at konfigurere gripperens tool center point (TCP) automatisk med Eyes, hvilket fjerner potentielle konflikter mellem forskellige softwarepakker fra forskellige leverandører.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14